Tirsdag kom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens længe ventederapportom konkurrence i bankmarkedet for privatkunder.

Først synes jeg en lille præcisering er på plads: I en markedsøkonomi er en velfungerende og fundamentalt velfunderet konkurrencemyndighed af yderste vigtighed, for at modvirke at markedsøkonomien kører af sporet med kartelaftaler, de-facto monopoler og lignende – blot så vi har min grundlæggende positive indstilling overfor konkurrencemyndigheder helt på det rene.

Det indbefatter naturligvis også, at konkurrencemyndighederne er uafhængige af det politiske system.

En vag konklusion

Konklusions synes vag: ”Konkurrence kan styrkes” – der var det da vist kun konkurrencemyndighedens minister, Simon Kollerup (S), der kunne begejstres over.

Som ugentlig klummeskribent i Børsen, der har en latent frygt for at løbe tør for emner, er rapporten til gengæld en guldgrube.

Man siger ofte at timing er "king". Og at konkurrencestyrelsen skulle komme med deres rapport blot nogle timer efter at Børsen havde trykt minsenest klumme: ”Banker tjener for få milliarder” kan da kun begejstre. I klummen adresserer jeg markedets afkastkrav ved en relativt enkel tilgang.

Frejdig påstand

Konkurrence-styrelsen konkluderer frejdigt (f.eks. side 12) at pengeinstitutternes egenkapitalforretning har været nogle procentpoint højere, end et anslået normalafkast de senere år, dvs. siden 2015. Om normalafkastet svarer til afkastkravet står noget uklart, men hvis normalafkastet ikke svarer til afkastkravet, hvad er det så?

Det relevante spørgsmål er: Hvis bankerne leverer et afkast der er højere end afkastkravet – eller normalafkastet – hvorfor er markedet i perioden siden 2015 oftest ikke villige til at betale i nærheden af indre værdi, altså værdien af bankernes bogførte egenkapital, og i lange periode nærmere halvdelen af indre værdi, for de danske bankaktier? Alene ved at stille det spørgsmål kan man skabe overensstemmelse imellem teori og praksis.

Kære Konkurrence- og forbrugerstyrelse: Hvad er jeres forklaring?

Med bedrøvelse konstanterer jeg, at konkurrencemyndigheden trækker Nationalbankens afkastkrav-beregning fra første kvartal 2016 frem – en beregning, der med meget stor sandsynlighed er behæftet med en modelfejl. Når regnestykket fortsat bruges af Konkurrencestyrelse må det jo blive et emne jeg kommer til at adressere i en kommende klumme – jeg havde troet at det var en lidt for gammel sag.

Reakredit og investering

Den mere konkrete kritik i rapporten går på en række undersegmenter: Blandt andet realkredit og investeringsforeninger, hvor man henviser til tidligere rapporter.

Realkredit-rapportenfra 2017 – et andet eksempel på noget, der fra min stol mest lignede politisk bestillingsarbejde, hvor den internationale sammenligning viser, at realkreditlån i Danmark er billigere end i sammenlignelige markeder. Så er alt vel fint!

Alligevel konkluderer konkurrence-styrelsen, at konkurrence halter. Igen på baggrund at et påstået og sandsynligvis urealistisk lavt afkastkrav, og på grund af markedskoncentrationen – som vel primært skyldes, at konkurrencemyndigheder godkendte Nykredits køb af Totalkredit i 2003. Og endnu værre: En juridisk fodfejl, som Nykredit dygtigt udnyttede at til at undslippe de tilsagn, man havde givet for at få købet godkendt.

At man herudover ikke er i stand til at se igennem de ofte kraftigt overkapitaliserede realkredit-balancer, når man regner på afkastet af kapitalen, hæver ikke niveauet af rapporten. Også denne sag vil blive taget op i løbet af efteråret.

Investeringsforeninger (side 27): Jeg undrer mig i grunden blot over, at EU's investor-beskyttelsesregler, Mifid2, kun berøres perifært. Som jeg skrev i min først klumme i Børsen er forbrugerne ladt i stikken. Pengeinstitutankenævnet kan ikke behandle Mifid2-relaterede klager, og Finanstilsynet vil ikke.

Måske det var et første skridt for at rette op på hvad der unægtelig ligner noget banksektoren har gjort til et tag-selv bord mens Finanstilsynet forholder sig passivt.

Adgangsbarriere er et andet område hvor der tilsyneladende rejses en pegefinger.

Koncentrationen på it-drift adresseres, uden at der rigtig drages en konklusion. I min verden giver strukturen en unik mulighed for nye aktører for billigt at få adgang til et fuldt it-setup ved at blive kunde hos en af de tre uafhængige "EDB centraler" – det var godt nok et gammeldags udtryk.

Faktisk er det en væsentlig reduktion i adgangsbarrieren. Man adresserer også asymmetrisk information – det faktum at ens gamle bank kender en bedre end en eventuel ny bank.

Hvorfor adresserer man så ikke kreditregistret, som kunne være et skridt på vejen til at reducere problem – vel og mærket et kreditregister, hvor banker har adgang til oplysninger om alle personers gældsforhold – noget der fungerer i Sverige. Ikke fordi jeg er stor tilhænger af et semi-offentligt kreditregister, men det kunne da være et skridt på vejen, hvis asymmetrisk information er så stort et problem.

Pudsige observationer

Til sidst et par pudsige observationer. Om Nemkontoen skrives: ”såkaldt NemKonto til brug for fx offentlige betalinger såsom SU og andre overførselsindkomster”. Senere om pengepriser (side 73), der operer med 9 typer af husstande, vælger man at fokuserer på 1) Ung-studerende og 2) en senior i ejerbolig. Hvorfor pludselig den store fokus på studerende/modtagere af SU? Man kan have sine bange anelser.

Hvor store er dine bankomkostninger? På side 18 adresseres en markedsundersøgelse: ”deltagerne overvurderer deres bankomkostninger, dvs. at deres forventninger til deres samlede bankomkostninger, målt i begyndelsen af eksperimentet, i gennemsnit overstiger de omkostninger, som deltagerne lykkes med at identificere”. Bankerne tager altså lavere gebyrer end de fleste tror.

Slutteligt må man give kredit til den indledende bemærkning på side 6: ”Effektiv konkurrence forudsætter bl.a. en aktiv efterspørgselsside”.

Senere i rapporten skrives der, at to ud af tre kunder fortrækker at have deres bankaktiviteter samlet et sted (side 110), og endelig skrives der, at størstedelen af bankkunderne er tilfreds med deres bank og den rådgivning de modtager.

Så kære banksektor: Kunderne synes trods alt bedre om jer end ministeren gør.