ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Per Grønborg: Derfor er det værd at lave et eftersyn af forsikringerne

Der er markante forskelle i forsikringspræmier, der for en Testa S kan variere fra under 8.000 kr. til over 20.000 kr. for den samme billist. Arkivfoto: Alexandria Sage/Reuters/Ritzau Scanpix
Der er markante forskelle i forsikringspræmier, der for en Testa S kan variere fra under 8.000 kr. til over 20.000 kr. for den samme billist. Arkivfoto: Alexandria Sage/Reuters/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Hvornår har du sidst undersøgt, om du kan få en billigere forsikringspræmie, end hvad du i dag betaler? Det kan nemlig ofte betale sig at sammenligne forsikringsselskabernes priser.

Når man skal måle indtjeningen inden for skadeforsikring, er det centrale nøgletal noget, der hedder "combined ratio". Det er et mål for de samlede erstatninger og administrationsudgifter, i procent af præmieindtægterne.

Ved en combinated ratio på 100 pct. svarer erstatninger og administrationsomkostninger til præmieindtægterne, og jo lavere combined ratio er, jo bedre indtjening er der i et forsikringsselskab.

Lukrativt marked

Den store attraktion for investorer ved nordisk skadesforsikring er, at aktørerne har combined ratios, der ligger klar under 90 pct. Det skyldes, at priskonkurrencen generelt er begrænset, og samtidig viser erfaringen, at kunderne meget lidt prisfølsomme.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at undersøge netop konkurrencen på det danske forsikringsmarked. Men konkurrencemyndighederne er også blevet bedt om at undersøge bankmarkedet, så skadesforsikring kommer næppe under lup før engang i efteråret.

I mellemtiden har Konkurrencemyndigheden efter lidt forlænget spilletid taget stilling til Alm. Brands opkøb af Codan. Det var en afgørelse underlagt klare tidsfrister, og som endte med en godkendelse. Det bliver interessant at se, hvad myndighederne kommer til at sige om konkurrencen på forsikringsmarkedet, når de allerede har godkendt fusionen af den trejde- og fjerdestørste aktør.

Sammenlign priser

Men lad os kaste et blik på, hvilke priser man bliver præsenteret for i forsikringsmarkedet. Man kan bruge forsikringsguiden.dk, der er sponsoreret af såvel sektoren som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Jeg lavede denne øvelse i december 2021 og udgav resultaterne i en rapport, SEB publicerede i starten af januar.

Priserne for en elitebilist, der kører i 15.000 km årligt og har en selvrisiko på 5.000 kr., ses nedenfor for fire bilmodeller. De fire største selskaber har generelt priser i den høje ende, mens de laveste præmier opnås hos FDM, Tjenestemændene (TJM), Pensam og Alka.

De tre første kræver, at man kan komme med i særlige gruppeaftaler, mens Alka er åben for alle. Men hvor TJM og Pensam er gruppeaftaler, der kræver særligt fagforenings-medlemskab – jeg vil kalde det lukkede grupper – er FDM det jeg vil kalde en åben gruppe, da alle kan blive medlemmer af FDM mod betaling af p.t. 330 kr. det første år.

FDM og Tryg

Det er værd at notere sig, at Alka er ejet af Tryg, og at det også er Tryg, der står bag FDM's bilforsikringer. Bliver man som kunde behandlet dårligere som FDM eller Alka-kunde, end hvis man betaler den meget højere Tryg pris?

Det er en varm kartoffel. På møder med investorer og analytikere har Tryg tidligere hævdet, at kvaliteten af dækningen på Tryg-produktet er bedre end på f.eks. FDM, men når man læser betingelserne, er der faktisk ekstra features på FDM-produktet. Forbrugerrådet Tænk synes også meget begejstret for både FDM og Alka.

FDM, der er et Tryg-produkt, var 39-41 pct. billigere end onlineprisen hos Tryg selv. Trygs sælgere er utvivlsom mere villige til at give rabatter end onlinekanaler som FDM, men rabatten skal være ganske betydelig for at udligne prisforskellen.

Tryg benægtede da også, at den prisforskel vores stikprøve fra december viste, var korrekt. En supplerende stikprøve med andre kørselslænger og med en negative skadeshistorik viste dog samme resultat.

Det, vi naturligvis ikke ved noget om, er, hvor store rabatter Tryg i gennemsnit giver i de enkelte forsikrings-brands.

Men da Tryg præsenterede sit årsregnskab for 2020 havde man medtaget nogle bonus-slides, der ikke var en del af den officielle præsentation, men alene blev delt med dem, der deltog i et investormøde men ikke ligger på selskabets hjemmeside.

Tallene viste, kort fortalt, at de klassiske Tryg-forsikringer, der udgør ca. halvdelen af forretningen, i 2020 blot bidrog med 0,7 procentpoint ud af en samlet præmievækst på Tryg-koncernens danske privatkundemarked på 7,4 pct. Resten kom fra FDM, Alka og Danske Bank, der henviser bankkunder til Tryg.

Trygs tal indikerer at forbrugerne er blevet mere prisbevidste og har gennemskuet, at de billigste aktører ikke længere er måske-suspekte agenturer, men derimod et solidt kvalitetsselskab, der blot bruger forskellige brands i sin distribution. Og ikke mindst, at de attraktive priser fra de lukkede gruppeaftaler blevet tilgængelige via FDM.

Prisbevidsthed

I modsætning til dogmen om manglende priskonkurrence på dansk forsikring, ser det faktisk ud til at pris er begyndt at flytte markedsandele – ikke markant, men dog noget der kan måles - og det har Tryg været klart bedre til at udnytte end andre.

Herudover flytter bankdistribution markedsandele, om end prisen det sker til er uigennemsigtig. Samtidig er forsikringsselskabernes omkostninger ved, at banker henviser kunder, ofte uforholdsmæssigt høje.

Hvad med indtjeningen? At sælge et produkt 30-40 pct. billigere må sætte sig i combined ratio, omend Tryg siger, at de har samme combined ratio i alle kanaler, så man tjener det samme på at forsikre min Citroen C3, uanset om jeg betaler 2.389 kr hos FDM eller 4.029 kr hos Tryg.

I dag har jeg alene kigget på bil. I SEB-rapporten fra januar kiggede jeg også på hus. Konklusionen var i store træk den samme som på bil.

I de næste uger kigger jeg på, hvad der er sket i år, hvor en priskrig tilsyneladende er brudt ud.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis