ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mybanker solgt til norsk mediekoncern

Marlene Nørgaard har lavet en turnaround i Mybanker, som nu er solgt til Schibsted Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Marlene Nørgaard har lavet en turnaround i Mybanker, som nu er solgt til Schibsted Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen Jonas Pryner Andersen

Efter en gedigen oprydning i både relationer og produkter er portalen solgt til norske Schibsted

Efter en lang årrække som en irriterende sten i bankernes sko er portalen Mybanker nu kommet igennem en turnaround og ind i det gode selskab. Det har fået den norske mediekoncern Schibsted til at finde tegnebogen frem og indlemme platformen i sin portefølje.

Adm. direktør og medejer Marlene Nørgaard træder ud af selskabet, og ledelsen overtages af direktøren for den Schibsted-ejede lånesammenligner Lendo i Danmark, Johan Malmsten.

“Da den her deal nåede mit bord, så jeg med det samme, at det her det var fedt. Vi har hele tiden set op til Mybanker som en stærk platform og et stærkt brand. Det er tydeligt, at de har forandret sig meget ift. fokus og den relation, de har til bankerne, som er blevet meget stærkere under Malene Nørgaards ledelse,” siger han.

Kontroversiel spiller

Mybanker startede i 2000 og tilbyder hjælp til bankskifte og til at sammenligne priser på finansielle ydelser. Portalen blev skabt for at gøre det nemmere at sammenligne renter på lån og indlånskonti og skærpe konkurrencen bankerne imellem. Det var bestemt tiltrængt, men nogle af Mybankers tiltag var heller ikke helt fine i kanten.

Under finanskrisen tilbød man f.eks. danskerne at flytte deres pensionsopsparinger over i konkurstruede banker som Max Bank og Vestjysk Bank. Her kunne de få ekstremt høje renter og nul risiko, fordi pensionsopsparinger altid er dækket af indskydergarantien uanset størrelse. Man lod altså staten påtage sig risikoen, mens kunderne fik gevinsten.

Marlene Nørgaard kom til Mybanker i december 2018 og begyndte straks en gennemgribende turnaround. Forholdet til bankerne blev prioriteret, og brugen af den data, som forbrugernes låneforespørgsel genererer, blev sat i system. Dataene gav Mybanker en platform i medierne, hvor trendhistorier om lånetilbud og kundeflugt altid er populære, og bankerne fik mulighed for at købe adgang til realtidsdata om egne og konkurrenternes kunder.

Forandringerne var mærkbare, og allerede i sommeren 2021 bankede en interesseret køber på døren, fortæller Marlene Nørgaard.

“Det blev dog et nej tak til lige præcis dén bejler, men det satte salgstanker i gang hos ejerkredsen. Den turnaround-strategi, vi satte i værk ved min ankomst i 2019, var netop gået ind i en fase, hvor vi skulle udforske vores vækstmuligheder, og der har vi fundet et perfekt strategisk match hos Lendo,” forklarer hun.

Hos Lendo var man også hurtigt begejstret.

“Vi har været på udkig efter vækstmuligheder, primært organisk, men også via opkøb, og den strategi, som Mybanker har, passer perfekt ind i vores forretning,” siger Johan Malmsten.

Vil vokse internationalt

Fremadrettet er det også den samme strategi, der skal bygges videre på, fortæller Mybankers chef for strategi Jesper Ring Jakobsen, og målet er nu at nå ud til endnu flere danskere.

â‹“Vi har brugt to-tre år på at få den her maskine til at stå knivskarpt. Vi har rigtig meget tillid hos forbrugerne, men samtidig har vi også bygget et rigtig, rigtig stærkt netværk hos partnerbankerne. Det vi mangler nu er at komme ud til flere danskere, og det er en af de ting, vi har kunnet se, at Lendo har, som vi kan bruge,” fortæller han.

Med Schibsted i ryggen er der nu også mere overskud til at vokse og måske satse på international ekspansion, forklarer Johan Malmsten.

“Mybanker har fokuseret meget på Danmark og kun snuset lidt til andre lande. De har ikke haft ressourcerne til det. Der har vi en stor ekspansionsindsats i gang. Vi skal åbne Lendo i hvert fald i et land mere i indeværende år, og der skal vi se på om Mybankers tech, produkter og learnings også kan bruges i et andet marked,” siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis