ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank flyver fortsat højt efter hensættelse

Det danske eliteindeks, C25, ligger fortsat nede i middagshandlen fredag, og bliver tynget af solide fald hos Mærsk-aktien og modvind fra USA.

I den modsatte ende flyver Danske Bank endnu en dag højt, efter at investorerne nu har fået vished om hensættelserne til Estland-sagen. Meldingen kom torsdag eftermiddag sammen med bankens regnskab for tredje kvartal, der over en bred kam var godkendt af analytikerne.

C25-indekset ligger ved middagstid med et fald på 0,6 pct. i 1555,91.

- Der er lidt skuffet stemning i Europa. Det kommer på bagkant af nogle skuffende amerikanske regnskaber, hvor primært Amazon ser ud til at blive den store synder, når markedet åbner i USA, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

Fokus vil fredag eftermiddag være på amerikanske kerneinflationstal, som peger på en stigning i inflation. De forventes at stige ifølge estimaterne for PCE-kerneinflationstal for september til 5,2 pct. på år-til-år basis mod den tidligere måneds 4,9 pct.

- Det kan godt lægge lidt en dæmper på markedet, indtil tallene offentliggøres, da det er en af Federal Reserves pejlemærker. Vi har dog fået bnp-tal, der indeholder nogle af elementerne, så vi har fået lidt af sløret løftet, lyder det videre fra Martin Munk.

Danske Bank i medvind

Danske Bank har til fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af både ABG og Nordea.

Finanshuset ABG har samtidig løftet sit kursmål til 130 kr. fra før 104 kr., mens Nordea sætter sit kursmål til 135 kr. Nordea har ikke kursmål på hold-anbefalede aktier. Det er blot to blandt mange analytikerjusteringer, der alle skruer op for kursmålet.

Det sker, efter at Danske Bank torsdag løftede sløret for en hensættelse på samlet set 15,5 mia. kr. til hvidvasksagen i Estland.

Selvom det også medførte en nedjustering af årets finansielle forventninger, vægter investorerne visheden højest, da bødestørrelsen har hængt over Danske Bank siden 2017.

Samtidig viste bankens regnskab fine takter for tredje kvartal.

- Det er afklaring på bødestørrelsen og et fint regnskab, der har fået positive analytikerreaktioner. Man kan nu begynde at se lidt mere nøgternt på aktien, vurderer Martin Munk.

Danske Bank-aktien stiger 5,3 pct. til 120,40 kr. Torsdag steg aktien 12,1 pct.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis