En sværm af småpartier. Målinger, der indikerer tæt opgør. Vælgere, der først beslutter sig til allersidst. Risiko for afgørende stemmespild. Og ikke mindst de mange meldinger, der gør forhandlinger om regeringskonstellationer uforudsigelige og dramatiske.

Der er mange grunde til, at dette folketingsvalg tegner særligt spændende.

En række partiledere har ekstraordinært meget på spil. Og den politiske retning bliver ikke mindre interessant at følge: Bliver dette folketingsvalg det første, hvor den mere end 20 år gamle “Hjort-doktrin” bliver sendt på porten, hvis det lykkes de borgerlige at vinde samlet med planer om store skattelettelser og beskæringer af væksten i det offentlige forbrug? Også selv om både Venstre og Danmarksdemokraterne har afvist De Konservatives planer?

Bliver det – i lyset af de komplekse økonomiske udfordringer – mere tilladt at tale fordomsfrit om hårde arbejdsudbudsreformer? Bliver blokpolitik afløst af ambitiøst regeringssamarbejde henover midten?

Med flere målinger, der indikerer omtrent dødt løb mellem blokkene og risiko for stemmespild, skal der ikke flyttes mange stemmer, før udfaldet bliver anderledes end det aktuelle billede. Mens valget kan blive et farvel til småpartier, der ikke passerer spærregrænsen, har følgende toppolitikere særligt meget på spil:

Statsminister Mette Frederiksen (S):

Siden Poul Nyrup Rasmussen er det ikke lykkedes en socialdemokrat at genvinde magten efter bare én valgperiode. Ved kommunalvalget sidste år indkasserede Socialdemokratiet en historisk tilbagegang; dette valg bliver en test af Mette Frederiksens lederskab. Udgangspunktet har ikke været overbevisende solidt. S har i Megafonmålinger med knapt 23 pct. stået til det dårligste valgresultat siden starten af 1900-tallet. Andre målinger indikerer større tilslutning. Mette Frederiksen forsøger at genindtræde i rollen som “krisehåndteringens mester” – og noget tyder på et vist momentum. Efter corona, krig og nu økonomisk rabalder vil S forsøge at genvinde magten på at stå for det trygge, den sikre hånd på rattet i nervøse tider. Bedre at blive kritiseret for at være magtfuldkommen end magtesløs, er det underliggende budskab. Men evner Mette Frederiksen også at forny sig – i reformpolitikken og ved at kunne skræve fra provins og makrelmad til den mere liberale midte i de større byer, som Socialdemokratiet dårligt kan undvære?

Ofte er økonomiske kriser umiddelbart i blå bloks favør. Det er ikke sikkert, at det mønster cementeres ved dette valg.

Jakob Ellemann-Jensen (V):

Det kunne umiddelbart ligne knald eller fald for den hårdt prøvede partiformand, der blev skubbet i front efter Lars Løkke Rasmussens tumultariske afgang. Der har været kø ved udgangen, centrale skikkelser som Kristian Jensen, Tommy Ahlers og Karsten Lauritzen har helt forladt politik, mens Inger Støjbergs og Lars Løkke Rasmussens exit og nye partier udfordrer hele det politiske landskab. Et elendigt valgresultat for Venstre kan kaste nye spekulationer af sig – står Søren Gade klar i kulissen, hvis Ellemann ikke kan holde skansen? Ved blå valgsejr – eller fastholdelse af positionen som Danmarks største borgerlige parti – har Ellemann derimod næppe noget at frygte. Og lige nu ligner han faktisk det bedste bud på en ny borgerlig statsminister.

Søren Pape Poulsen (K):

Kan den bølge af succes, Pape har redet på, føre ham helt ind i Statsministeriet og dermed virkeliggøre den drøm, der har levet hengemt i konservative sjæle siden Schlüters dage? Pape skal undgå at falde igennem på substans i valgkampen – og må bede til, at det dyk i troværdighed, der blev indledt i målingerne efter udstillingen af hans ægteskab og nu ekspartnerens usande historier, var midlertidigt. Et godt valg vil give Pape rygstød til at gå målrettet efter statsministerposten igen, hvis det glipper denne gang. Men ved indgangen til valgkampen er positionen klart svækket i forhold til sensommerens optur. K-formanden er fortsat i kritisk fokus. Et vigtigt forspring er sat over styr.

Lars Løkke Rasmussen (M):

Det må karakteriseres som absolut sidste chance, hvis Lars Løkke Rasmussen fortsat skal have en finger med i dansk politik. Får Moderaterne ikke de afgørende mandater, og formår han ikke at bruge en mulig nøgleposition til for alvor atdisrupteblokpolitikken, må et snarligt exit forventes. Målinger på to-fire pct. tyder ikke på, at Løkkes udgave af et midterprojekt, regeringssamarbejde hen over midten, bliver båret ind på Christiansborg på en bølge af folkelig begejstring. Men med de afgørende mandater kan han få markant indflydelse – især på forløbet af dronningerunderne og forhandlingerne om grundlaget og sammensætningen af en ny regering. Det er her, Løkke står ved indgangen til valget – med udsigt til netop den nøglerolle, hvor han kan afgøre, om magten tipper til blå eller rød side.

Sofie Carsten Nielsen (R):

En dybere selvransagelse efter valget forekommer uundgåelig. Hvis De Radikale hverken kommer i regering eller får de politiske mærkesager presset igennem – og måske endda straffes hårdt af vælgerne for at fremtvinge valg på et problematisk tidspunkt – så vil en svækket ledelse være nødt til at revidere den ultimative kurs og strategi. Vinder blå blok, bl.a. som følge af De Radikales timing og krav, kan der blive god tid til at granske forløbet – alt imens Inger Støjberg måske styrer den politiske retning fra en central ministerpost.

Morten Messerschmidt (DF):

Også Dansk Folkeparti synes at kæmpe med ryggen mod muren. DF har været genstand for politisk selskabstømning efter de opslidende magtkampe og strømmen af mere eller mindre centrale skikkelser, der er smuttet. Pia Kjærsgaard, der ikke kan siges at have ageret som ubetinget hjælper for sin efterfølger Kristian Thulesen Dahl, risikerer at se sit livsværk banket sammen og ned under spærregrænsen. Turen fra stjerne til støv, fra rekordsejre og chance for regeringsdeltagelse til deroute har taget hårdt på DF. Morten Messerschmidt skal kæmpe for overlevelsen.

Inger Støjberg (DD):

Det er en præstation i sig selv at stå til opbakning fra ca. hver 10. vælger – uden noget større politisk program. Støjberg, der med rigsretssagen modtog, hvad hun selv betegnede som den ultimative mistillidserklæring fra Folketinget, kan stå med så mange mandater, at hun selv kommer til at afgøre regeringsdeltagelse, hvis der er flertal til blå side. Og et af de helt store spørgsmål bliver: Går hun på længere sigt efter at blive det nye Venstre – eller opsuge mere nationalkonservative stemmer hos f.eks. DF og Socialdemokratiet?

Andre partiledere er langt mere udfordrede. Enten fordi festen ikke varede så længe, fordi der er blevet flere om fadet, eller fordi den nye partileder fortsat betaler for forgængerens fumlerier. Nye Borgerliges Pernille Vermund, Alternativet med Franciska Rosenkilde i front og Liberal Alliances Alex Vanopslagh må vente med spænding på vælgernes dom. For Kristendemokraternes Marianne Karlsmose og Frie Grønnes Sikandar Siddique synes spændingen at være så godt som forduftet. Chancerne for at komme ind er yderst beskedne.

For SF’s Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens Mai Villadsen, hvis partier ligger nogenlunde stabilt i målingerne, bliver det primært processen efter et valg, som vil udfordre deres talenter – i fald rød blok vinder. Hvordan vil venstrefløjen overhovedet sikre sig indflydelse, især på den økonomiske politik, i en periode, hvor Mette Frederiksen måske begynder at hælde mere til blå side?

Folketingsvalget 2022 bliver et drama i flere akter, og den første er kun lige begyndt.