Hverken Sparekassen Kronjylland, Sparekassen Sjælland-Fyn eller Arbejdernes Landsbank har her og nu planer om at afskaffe negative renter for privatkunder
Saxo Bank meddelte i mandags, at de vil afskaffe negative renter for privatkunder. Det har imidlertid ikke fået danske mellemstore banker som Arbejdernes Landsbank og Sparekassen Kronjylland til at ændre praksis.
Det viser Børsens rundringning til en række af bankerne.
Spørger man Arbejdernes Landsbank, vil banken ikke afskaffe de negative renter, før Nationalbanken stopper med at pålægge bankerne negative renter.
“Det, vi har tænkt os, er fortsat at afvente en melding fra Nationalbanken på det område, før vi ændrer praksis. Nationalbanken har negativ rente, som vi betaler hver dag, og når de ændrer deres renteniveau, så ændrer vi også vores. Så Saxo Banks ændring kommer ikke til at betyde ændringer hos os på nuværende tidspunkt,” siger Peter Froulund, der er branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Nationalbanken forventes at følge den europæiske centralbank, ECB, når den hæver renten første gang i juli og formentlig siger helt farvel til negative renter til september.
Heller ikke Sparekassen Kronjylland vil afskaffe de negative renter, skriver Jan Salling, der er kommunikationschef hos Sparekassen Kronjylland, i et skriftligt svar.
“Vi holder naturligvis øje med udviklingen og Nationalbankens eventuelle renteændringer, men Saxo Banks beslutning ændrer ikke umiddelbart noget hos os,” skriver Jan Salling.
Sparekassen Sjælland-Fyn vil ikke stille op til interview, men oplyser i et skriftligt svar, at “de vil følge med i renteudviklingen”.
Anden forretningsmodel
Som begrundelse for at bevare minusrenterne siger Peter Froulund fra Arbejdernes Landsbank også, at han ikke mener, at bankens forretningsmodel kan sammenlignes med Saxo Banks.
“Saxo Banks forretningsmodel er markant anderledes end øvrige banker, da det jo er en investeringsbank. Så det er ikke en sammenlignelig forretningsmodel set med vores øjne. Derfor er det ikke noget, der ændrer vores blik på det,” siger han.
Og samme grund ligger bag Sparekassen Kronjyllands beslutning, lyder det:
“Saxo Bank er en investeringsbank, og derfor kan de ikke sammenlignes med en detailbank som os,” skriver Jan Salling.
Følger konkurrencen
Bankerne siger dog samtidigt, at de vil følge nøje med i, hvordan konkurrencesituationen udvikler sig.
“Det er klart, at konkurrence kan altid betyde noget. Står vi i en situation, hvor vi er de eneste (der stadig har negative renter,red.), så kan det være, at man er nødt til det. Men som udgangspunkt er det Nationalbanken, der afgør det,” siger Peter Froulund fra Arbejdernes Landsbank.
Sparekassen Kronjylland vil ligeledes følge konkurrencesituationen på markedet:
“Vi har historisk lænet os op ad Nationalbankens ændringer, uden vi dog følger dem slavisk, ligesom vi selvfølgelig følger konkurrencesituationen, så vi sikrer, at vi er konkurrencedygtige,” skriver Jan Salling.