ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arbejder du også fra sommerhuset? Så er du ikke alene - chefer lader ansatte skifte kontoret ud med ferieland

Coronakrisen har for alvor sat skub på, at lederne lader medarbejderne arbejde på distancen, f.eks. fra sommerhuset, lyder det fra Lederne. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Coronakrisen har for alvor sat skub på, at lederne lader medarbejderne arbejde på distancen, f.eks. fra sommerhuset, lyder det fra Lederne. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Selvom det ikke er alle, der er gået på sommerferie, er kontorer landet over blevet mere og mere tomme.

Og det med god grund. For det er op til dig selv, om du vil sidde på kontoret, eller om du vil arbejde fra sommerlandskabet, lyder det fra størstedelen af cheferne.

I en ny analyse fra den faglige organisation Lederne lyder det fra ni ud af ti ledere, at de vil lade medarbejderne arbejde fra ferieboligen – også selvom de ikke holder ferie.

Sidste år var de adspurgte ledere også villige til at lade sommerhusene agere kontorer, men i år er tallet steget, ligesom dem, der bad medarbejderne møde ind på kontoret, er faldet i antal.

Corona giver kvantespring

Det skyldes bl.a. de erfaringer, som coronakrisen har givet arbejdsgiverne, hvor medarbejderne har været tvunget til at arbejde på distancen, lyder det.

“Mange ledere har fået virkelig gode erfaringer med hjemmearbejde og vi er generelt blevet mere modne i forhold til at acceptere distancearbejde uden frygt for, at det betyder nedgang i produktiviteten,” forklarer Flemming Andersen, der er ledelsesrådgiver i Lederne.

“Udviklingen var allerede undervejs, men den er virkelig blevet fremskyndet og har taget et kvantespring på grund af coronakrisen,” siger han.

Mens det sidste år var 83 pct. af lederne, som ville lade medarbejderne arbejde fra ferieboligen, er tallet nu steget til 89 pct. Ud af de knap 1.300 ledere, der har medarbejdere ansat, som har mulighed for at udføre deres arbejde hjemmefra, som har svaret på undersøgelsen, er det blot 8 pct., der ikke vil tillade medarbejderne at arbejde hjemmefra.

“Som en uventet, men positiv konsekvens af coronapandemien er det gået op for rigtig mange arbejdspladser og ledere, at man ikke behøver at sidde på arbejdspladsen for at kunne udføre sit arbejde effektivt og professionelt. Derfor er lederne også blevet mere åbne over for at lade medarbejderne tage i sommerhus med familien i stedet for at skulle sidde inde på kontoret i sommerferien,” siger Flemming Andersen.

Fleksibilitet sætter sig i erhvervsliv

Ifølge en analyse fra Dansk Industri, DI, arbejdede næsten en halv mio. danskere i det private erhvervsliv syv gange så meget hjemmefra som normalt.

Siden har en lang række virksomheder stemplet ind i debatten om at skabe en slags hybrid arbejdsplads, hvor der gives fleksibilitet til at arbejde hjemme. For lysten og behovet er der, har flere udtalt.

7 ud af 10 danskere, der har arbejdet hjemmefra under krisen, vil gerne fortsætte med det i højere grad, end de gjorde før, viste en analyse fra ingeniørforeningen IDA, mens en analyse fra Lederne ligeledes viste, at tre ud af fire arbejdspladser regner med at øge mængden af hjemmearbejde i fremtiden, da ca. hver anden hjemmearbejdende dansker samlet set har været positivt stemt overfor hjemmearbejdet under coronakrisen.

Også i virksomhedernes egne medarbejderundersøgelser, har det givet genklang. En stor intern undersøgelse i Danske Bank viste bl.a., at 92 pct. af medarbejderne ønsker at arbejde hjemme på ugentlig basis – i gennemsnit to dage om ugen.

Det vil bankens ledelse nu tillade, mens også bl.a. Nordea, TDC Net og Arla har haft så gode erfaringer med hjemmearbejde, at de nu vil indbygge fleksibiliteten til at vælge det til i hverdagen i højere grad.

Mens ledernes fleksibilitet glæder ledelsesrådgiver Flemming Andersen, understreger han, at det er nødvendigt, at medarbejderen og lederen forventningsafstemmer, før skrivebordet rykker med til ferieboligen:

“Det giver en større fleksibilitet i løbet af dagen at arbejde hjemmefra eller fra sommerhuset, men der kan også hurtigt blive for meget hyggestemning med småudflugter, ærinder og lignende, hvis resten af familien holder ferie. Her skal man overveje, om man er i stand til at opretholde en fornuftig balance og stadig kan udføre sit arbejde professionelt,” siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis