ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

AP Pension om ny CIP-fond: "Det er et nyt område, men det vil også potentielt være en meget spændende investering"

Samtidig med, at Vestas køber 25 pct. af infrastrukturforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), har forvalteren meldt ud, at den vil lancere en ny fond, der skal investere i teknologier, som reducerer CO2-udledningerne fra bl.a. brændstoffer.

Den såkaldte Energy Transition-fond vil blive lanceret i første halvdel af 2020 og skal bl.a. investere i power-to-x-projekter, der er en betegnelse for omdannelsen af elektrisk energi til diverse former for brændstoffer eller andre oplagringsformer, som kan bruges i forskellige sektorer.

I et af landets pensionsselskaber er man allerede nu positiv over for at investere i den nye fond.

"Vi har investeret med CIP i fond to, tre og fire, og har et rigtig fint samarbejde med dem. Så når de kommer med nye fonde, så vil det altid være noget, som vi vil kigge på og gå i dialog med dem omkring," siger Ralf Magnussen, der er investeringsdirektør i AP Pension.

Han peger dog på, at investeringscasen nok er anderledes end CIP's tidligere fonde. De investerede bl.a. i vindmølleparker og anden energiinfrastruktur, som giver et stabilt, løbende afkast til investorerne. Det har været ekstremt populært hos bl.a. pensionsselskaber, der de seneste år har ledt efter alternativer til obligationer med stadigt lavere renter.

"Den nye fond har jo sandsynligvis en anden risikoprofil end nogle af de andre fonde, så det skal vi være opmærksomme på. Det er et nyt område, men det vil også potentielt være en meget spændende investering, hvis man er i stand til at kommercialisere de her power-to-x-projekter," siger Ralf Magnussen.

Pensiondanmark, der har investeret i alle CIP's fonde, vil ifølge en pressemeddelelse fra CIP også investere i den nye fond. Derudover har pensionsselskabet ikke yderligere kommentarer.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis