Anders Dam var i toppen af Jyske Bank den første til at overtræde en magisk grænse i bankverdenen i august 2019 og begynde at opkræve minusrenter fra bankens velhavende privatkunders opsparinger.
Et af argumenter lød dengang, at banken selv betalte negative renter i Nationalbanken, når udlånsoverskuddet skulle placeres.
Men hvis renten i Nationalbanken stiger, smitter det nødvendigvis ikke af på vilkårene for Jyske Banks privatkunder.
“Vi afventer og ser, hvordan konkurrencen udvikler sig og tilpasser os. Hvis der er noget, der er flygtigt i det her marked, så er det indlån, og derfor skal man være konkurrencedygtig i sine indlånssatser,” siger Anders Dam til Børsen i forbindelse med offentliggørelsen af bankens regnskab for første kvartal af 2022.
Flere andre bankdirektører er kommet med lignende udmeldinger. I sidste uge kaldte Carsten Egeriis, topchef i Danske Bank, negative renter for unaturlige:
“Det er klart, at hvis den korte rente og Nationalbankens rente, som stadig er negativ, ændrer sig, så vil banken over tid tilpasse sig rentestigningerne,” sagdehan til Børsen.
En del af argumentethar jo været, at I selv har betalt negative renter. Hvis og når renten bliver nul eller over, bør det så ikke sætte sig i vilkårene fra kunderne?
“Vi har altså fire milliarder kroner i omkostninger om året, og en del af de omkostninger er allokerede til at drive vores indlånsvirksomhed. Vi betaler penge til Indskydergarantifonden, vi betaler penge til edb, og jeg skal komme efter dig. Der er altså omkostninger forbundet med det at drive bank. Derfor skal man også tjene på sine indlån, og der har været en række år, hvor vi ikke har tjent på dem,” siger Anders Dam.
Reddet som en mare
Kvartalsregnskabet var nummer 100 for 66-årige Anders Dam, der første maj i år fejrede 25 år som ordførende direktør i banken. I regnskabet kunne banken fremvise den bedste udlånsvækst i mere end ti år. De vigtige nettorenteindtægter, som fortæller, hvor meget banken tjener på at låne penge ud, steg også.
Anders Dam fortæller til Børsen, at han ikke må kommentere prisovervejelser udover det, han allerede har sagt.
Ville det ikke være fair at sætte renten op, når man har sat den ned?
“Der ikke noget, der er fair her. Der er en markedspris, og den tilpasser vi os. Når vi gik forrest, var det fordi, at vi var dem, der var hårdest ramt. Vi er sifi-bank (systemisk vigtigt finansielt institut, red.),og vores indlånsoverskud tordnede op i forhold til vores udlån. Vi var nødt til at gøre et eller andet,” siger han.
“Det var jo syv års mareridt, hvad det angår,” siger han med henvisning til de syv år fra Nationalbanken i 2012 indførte negative renter, til Jyske Bank i september 2019 væltede dem over på privatkunderne.
Nu er der udsigt til, at renten stiger. Så er det vel ikke et mareridt mere – er det så sweet dreams?
Anders Dam griner:
“Det ved jeg såmænd ikke, det må konjunkturen jo vise, for der er jo en sammenhæng. Det er jo ikke bare en lykke, at renten stiger. Det kommer jo også til at sætte sig andre steder i aktivpriserne. Det har været en anormal periode, det har været en periode, vi ikke har læst om, lært om eller noget som helst andet. Nu har vi så prøvet på den hårde måde, hvad det vil sige at agere i sådan et miljø,” siger han. Talcitat
“Der er trods alt et stykke vej endnu, før styringsrenten i dette land kommer op i nærheden af nul, tror jeg.”
Lidt sjovere
Men alt andet lige er det vel sjovere at drive bank, når renterne er højere?
“Jo, jo. Det bliver lidt sjovere. Men der kan også komme tab som følge af det her, og det er også derfor, at man skal se de poster lidt i sammenhæng,” siger han.
Flere finanseksperter har overfor Børsen peget på, at bankerne kan se frem tilmere gyldne tiderpå grund af de højere renter.