Tirsdag blev den globale handel med råvarer ramt af en krise, som ingen på forhånd havde forventet. En krise, som i yderste konsekvens kan betyde, at producenter af blandt andet rustfrit stål og genopladelige batterier ikke kan få adgang til et afgørende metal. Og forklaringen skal findes i den stadigt mere omfattende økonomiske isolation af Rusland som konsekvens af landets invasion af Ukraine.
For blot anden gang på 145 år måtte verdens vigtigste metalbørs, London Metal Exchange, eller LME, tirsdag kaste håndklædet i ringen. Det skete godt seks timer før, at medier kunne skrive, at USA’s præsident Biden vil forbyde import af russisk olie.
“Efter yderligere hidtil usete stigninger over natten i prisen på tremåneders nikkel, har LME truffet beslutning om, at handlen, som minimum, vil blive suspenderet for resten af dagen,” skrev metalbørsen, kort inden handlen med en række metaller, herunder nikkel, skulle begynde kl. 9.15 dansk tid.
Uhørte prisstigninger
Forud var gået helt uhørte prisstigninger på det grå metal. Nikkel er centralt ved fremstillingen af blandt andet rustfrit stål og genopladelige batterier. Og den største leverandør af metallet er det russiske mineselskab Nornickel.
For et år siden kostede en futureskontrakt på nikkel 16.340 dollar, eller godt 100.000 kr. Ved nytår var prisen steget til 20.757 dollar og yderligere til 24.396 dollar dagen inden Ruslands invasion den 24. februar.
Presset tirsdag morgen
Men så gik det for alvor stærkt. Mandag blev nikkel-futureskontrakter handlet til priser på op til 58.000 dollar, og handlen sluttede på 48.075 dollar, eller godt 66 pct. over lukkekursen fredag. Men det var kun begyndelsen.
Nikkel handles også på futuresbørsen i Shanghai. Og her gik det stærkt. Tirsdag kl. 6.45, mod slutningen af den kinesiske handelsdag, kostede kontrakten 70.000 dollar. Kl. 7.05 passerede prisen 90.000 dollar, og kl. 7.08 kostede en kontrakt 101.375 dollar. eller 250 pct. mere end i fredags. Derefter lukkede handlen.
Og forklaringen skal findes i krydsfeltet mellem Washington DC, London, Bruxelles, Moskva og Shanghai.
En russisk forklaring
“Ikkerussiske råvarer er dyrere på grund af det udbudsdrevne sanktionschok, som grundlæggende har fjernet russiske råvarer. Hvis man er en belånt råvarehandler, så er man nødt til at låne mere fra bankerne for at købe råvarer og sælge dem videre,” skriver råvareanalytiker Zoltan Pozsar fra Credit Suisse i en note, ifølge Financial Times.
Fordi Rusland er en af verdens største eksportører af olie, naturgas, metaller, korn og en række andre råvarer, slår det hårdt.
“Dette er det største, der er sket, bortset fra tinkrisen,” lød det fra Malcolm Freeman fra LME-mægleren Kingdom Futures til nyhedstjenesten Bloomberg efter meddelelsen om, at nikkelhandlen blev stoppet.
Freeman har været LME-handler siden 1974. Han forudså også, at metalbørsen ville vælge at annullere de handler, der var blevet indgået mellem mæglerne, inden den officielle handel skulle have begyndt.
Tirsdag eftermiddag gik den profeti i opfyldelse. Men LME annullerede ikke kun handlerne. Metalbørsen besluttede også, at al fysisk levering af nikkel skulle stoppe. Det er uden fortilfælde.
Kina lukker kassen
Tinkrisen vender vi tilbage til sammen med betydningen af den fysiske levering.
Først et blik på, hvad der egentlig fik priserne på nikkelkontrakter til at stige voldsomt mandag og tirsdag.
Markedsdeltagere forklarer til både Bloomberg og Financial Times, at den direkte årsag var kineseren Xiang Guangda.
Helt kort fortalt så har Guangda gennem lang tid opbygget en enorm såkaldt “kort” position i nikkelfutures. Det er der en god forklaring på. Men konsekvensen var, at Guangda kunne få, og fik, massive likviditetsproblemer, da først nikkelpriserne for alvor begyndte at stige. Men det var ikke ham, der i første omgang fik priserne til at stige.
Verdens største eksportør af nikkel er Rusland. Og selv om eksporten af råvarer, herunder metaller som nikkel, ikke er specifikt omfattet af sanktionerne, så har en lang række banker valgt at stoppe med at finansiere handel med råvarer relateret til Rusland.
“Big shot” bliver presset
Helt specifikt, ifølge Bloomberg og Financial Times, så nægtede en af Guangdas vigtigste bankforbindelser, CCBC Markets, der er en del af verdens næststørste bank, den statsejede China Construction Bank, at låne ham hundredvis af mio. dollar, da London Metal Exchange lukkede mandag.
Det skyldes, at man som køber eller sælger af en futureskontrakt kun betaler en del af kontraktens handelspris. Hovedparten af betalingen forfalder, når kontrakten udløber. Men inden da skal køber og sælger hver dag betale eller modtage penge, alt efter om prisen på kontrakten stiger eller falder. Og da Guangda havde solgt kontrakter, skulle han betale, når prisen steg. Det kaldes af handlere “margin call”.
Den seneste tid har Xiang Guangda været så stor på futuresmarkedet for nikkel, at han i markedet har fået tilnavnet “Big shot”. Markedsdeltagere estimerer, at han mandag og tirsdag stod til daglige tab på op mod 2 mia. dollar.
Da CCBC Markets mandag aften ikke ville betale, angiveligt fordi banken ikke vil finansiere råvarer, der kan komme fra Rusland, blev Guangda tvunget til at købe nikkelkontrakter og dermed reducere sin eksponering mod de voldsomt stigende priser.
Men det skabte det, der kaldes for en “short squeeze”. Når markedsdeltagerne véd, at der er store “korte” positioner, der skal afdækkes, så venter de med at sælge, til prisen er steget markant. Som det skete i Kina tidligt tirsdag.
En hollandsk opfindelse
Men problemerne er større end som så. For ud over problemerne for “Big shot” så kan problemerne for verdens råvarehandel i skyggen af de økonomiske sanktioner mod Rusland vise sig at være alvorlige.
For at forstå hvorfor, skal man forstå, hvad en futureskontrakt egentlig er. Futureskontrakter blev opfundet af hollændere i begyndelsen af 1600-tallet og systematiseret af amerikanerne i 1864.
Formålet var, at landmænd, der eksempelvis dyrkede korn, skulle kunne sælge deres produktion, inden den var klar til salg. Ved at sælge en futureskontrakt på eksempelvis 1000 bushels, eller skæpper, hvede til en pris aftalt i dag, men levering om seks måneder, kunne landmanden både sikre sig en kendt pris og få en del af betalingen på forhånd.
Omvendt kunne f.eks. en brødproducent købe en futureskontrakt og sikre sig en aftalt mængde korn til en pris, der blev fastlåst ved købet af kontrakten.
Fysisk levering centralt
Efterhånden opstod der også spekulanter, der alene forsøgte at gætte sig til, om råvarefutures skulle stige eller falde. Men det centrale var og er, at man ved køb af en futureskontrakt får en fysisk levering af korn, appelsinjuice, nikkel eller råolie, når futureskontrakten udløber. Og som sagt sikres begge parter i handel løbende, at modparten kan honorere kontrakten ved at stille krav om “margin call” til sælger, hvis prisen stiger, og til køber, hvis prisen falder.
London Metal Exchange forklarer selv, at børsens opgave er at fastsætte priser på en række metaller fra bly til guld, men også at sikre, at købere af futureskontrakter rent faktisk kan få metallerne leveret. Det sker via mere end 550 lagre i 32 lande.
Men futureskontrakter kræver, at den leverede vare er ensartet. Når det gælder korn, er der fradrag for dårlig kvalitet eller for højt vandindhold ved levering, og det samme gælder indholdet i metaller. Men det antages, at metallerne er ens, og at det ikke spiller nogen rolle, hvilken mine og hvilket land metallet kommer fra.
Afviser russiske råvarer
Og det er her, der er opstået et problem. For i stigende grad vil hverken banker, mæglere eller slutbrugere røre ved råvarer, der kommer fra Rusland. Det er også derfor, LME tirsdag var nødt til at træffe den meget vidtrækkende beslutning om at stoppe for fysisk levering ved udløb af nikkelkontrakter. Kunderne vil simpelthen ikke have russisk nikkel, men systemet er ikke lavet til at differentiere mellem russisk og ikkerussisk nikkel.
Konsekvenserne kan blive markante. For det første betyder LME’s stop for fysisk levering af nikkel, og potentielt andre metaller som kobber og aluminium, at de virksomheder, der har brug for metallerne, simpelthen ikke kan få dem.
Men for det andet betyder handelsstoppet, at den globale økonomiske risiko stiger markant. For Xiang “Big shot” Guangda er ikke en traditionel spekulant. Han stiftede, sammen med sin kone, i 1980’erne en virksomhed, der fremstillede rustfrit stål. Kvaliteten var lav, men det var prisen også. For at gøre jern modstandsdygtigt mod korrosion skal der typisk tilføres mellem 8 og 11 pct. nikkel, og med tiden er Guangdas selskab, Tsingshan, verdens største forædler af rustfrit stål og nikkel.
Skal afdække risiko
De seneste par år har Guangda haft en aggressiv vækststrategi og har blandt andet haft som mål at blive verdens største leverandør af nikkel til de genopladelige batterier, der giver strøm til alt fra iphones til Teslaer. Det marked aftager kun ca. 7 pct. af verdens nikkelproduktion, mens to tredjedele bruges til produktion af stål. Men er naturligvis mere lukrativt.
For at fremstille rustfrit stål har Tsingshan naturligt et stort lager af nikkel købt til priserne for eksempelvis seks eller tolv måneder siden. Derfor får Tsingshan et regnskabsmæssigt tab, hvis nikkelpriserne falder. Men ved at sælge nikkelfutures i Shanghai og London kunne Guangda beskytte sig mod konsekvensen af prisændringer. Og jo større Tsingshans fysiske lagre var, jo større var behovet for at sælge futureskontrakter “kort.”
Fem års suspension
Det store spørgsmål er nu, hvor længe handlen med nikkel vil være suspenderet, og om det vil brede sig til andre råvarer. Det ved ingen i dag.
Men vi ved, hvad der skete under “tinkrisen”. Den 24. oktober 1985 måtte International Tin Council, et priskartel bestående af 22 tin-producerende lande, opgive at holde tinpriserne på London Metal Exchange på et kunstigt højt niveau. Det førte til suspension af tinhandlen. Som nikkel var tin domineret af en håndfuld lande, og sammenbruddet i LME-handlen betød, at markedet brød helt sammen. Det tog næsten fem år, før der igen kunne handles tinkontrakter på London Metal Exchange.
