Pensionskasser er helt med på, at kunderne og medlemmerne ikke kun går op i afkast, men i stigende grad også kræver, at dem, der forvalter deres pensionsformue, gør det under hensyntagen til miljømæssige, sociale og samfundsmæssige forhold.
Blandt dem, der har travlt med at fortælle om, hvor meget man tænker over, hvordan pengene investeres, er pensionskassen PKA.
Faktisk handler en tredjedel af pensionskassens indtil nu 25 pressemeddelelser i år om, hvordan man stiller krav til de børsnoterede virksomheder eller investerer til gavn for miljøet eller verdens fattige.
Det lyder godt, men er langt fra nemt i praksis. For hvad skal man investere i, og hvad skal man holde sig fra, hvis man har andre mål end blot at skabe afkast? Eksempelvis valgte den første succesfulde etikfond, svenske Robur, at holde sig væk fra våbenaktier, spilleaktier og alkoholrelaterede aktier.
Men da Robur for snart 20 år siden fik en dansk lillesøster, så var det kun våben- og spilleaktier, der ikke måtte investeres i. For Carlsberg og ejeren af spritfabrikkerne, Danisco, var dengang børsmastodonter.
Men når en pensionskasse udsender en pressemeddelelse om, at man strammer kravene til kulsektoren, så skal man også kunne stå på mål for det.
Det er dog ikke en nem opgave at forklare, at man strammer reglerne, men beholder nogle af verdens absolut største kulmineselskaber i porteføljen.
Det er naturligvis PKA’s valg. Men pensionskassen bør nok overveje, hvad man giver indtryk af, og hvad man gør. I bund og grund er problemet ikke, hvor man eksempelvis sætter grænsen for kulproduktion, men hvor mange selskaber man egentlig har lyst til at ekskludere. Og det har åbenlyst været svært for PKA at smide nogle af verdens største mineselskaber på porten.
Men problemet er, at der er mange meninger om, hvad der bør og ikke bør investeres i. Hvad med en bank, der finansierer kulminer? Eller Caterpillar, der fremstiller maskiner til mineindustrien?
Hertil kommer, at jo flere selskaber der ikke kan investeres i, jo sværere bliver det, alt andet lige, at skabe det afkast, som fremtidens pensionister skal leve af.
I bund og grund er det dog svært at se, at kul har en stor fremtid. Så alene derfor kan der være fornuft i at droppe ejerskab i dem, der sidder hårdt på verdens kulproduktion.
