ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Tidligere britisk spionchef siger, at Putin “er væk i 2023” – men falder han for misinformation?

Præsident Vladimir Putin er blevet tykkere i ansigtet, og det opfattes som tegn på behandling mod f.eks. leukæmi.  Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpi
Præsident Vladimir Putin er blevet tykkere i ansigtet, og det opfattes som tegn på behandling mod f.eks. leukæmi. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpi Ritzau Scanpix

For at stoppe et russisk statskup bliver præsident Putin “indlagt” på et sanatorie næste år, forudser sir Richard Dearlove

Præsident Vladimir Putin mister magten i løbet af 2023 og bliver indlagt i længere tid. Derefter kommer han aldrig tilbage til Kremls indercirkler.

Påstanden, eller måske snarere spådommen, kommer fra sir Richard Dearlove, fhv. chef for den britiske efterretningstjeneste, MI6.

Altså en mand, der har båret et betydelig ansvar. Fra Bond-filmene kendt som C, chefen for MI6. Han er medvært på podcasten One Decision, hvor han bl.a. om Putin siger, at “nu lægger jeg virkelig hovedet på blokken. Jeg tror, at han er væk i 2023. Men sikkert ind på et sanatorium hvorfra han ikke kommer ud igen som Ruslands leder”.

Hvem der i givet fald vil afløse den russiske præsident, er der kun få bud på. “Det er ingen plan for arvefølge i den russiske ledelse, men mit gæt på en arvtager er Nikolaj Patrusjev,” siger den tidligere britiske spionchef med henvisning til manden, der nu leder Sikkerhedsrådet i Kreml.

Sir Richard Dearlove var chef for MI6, officielt Secret Intelligence Service, mellem 2009 og 2014. Han underbygger i podcasten ikke sin forudsigelse eller forklarer, hvorfor Putin af andre i den russiske ledelse vil få præsidenten indlagt på et sanatorium “for at undgå et kup”. Men den logiske forklaring er, at det skal forhindre et magtvakuum og potentielle uroligheder.

Sir Dearloves spådom er i podcasten ikke underbygget af nogen dyb analyse, men vurderingen falder ind i en bred vestlig fortælling om både Putins sygdom og om en spirende trussel mod hans regime, fordi krigen i Ukraine går dårligt.

Holdbarheden af begge scenarier er svær at lægge sig fast på. Fjerndiagnosticering er en ualmindelig svær disciplin, og blandt de danske Rusland-eksperter siger eksempelvis lektor, ph.d. Jørgen Staun, Forsvarsakademiet, at også han selvfølgelig kan se, at Putin er blevet tykkere i hovedet, hvilket ofte udlægges som tegn på medicinsk behandling af enten cancer eller andre sygdomme. Men Staun ser ingen tegn på svækkelse eller sygdom, når Putin taler. “Han ser frisk ud,” siger Staun, der ej heller “ser nogen tegn på, at Putin er svækket i forhold til eliten i Kreml”.

Men med den tilføjelse, at det er symptomatisk for autokratiske ledere som Putin, “hvor der ikke er tegn på, at stolen vakler – lige indtil det alligevel sker hurtigt og pludseligt”. Men Jørgen Staun peger på, at den interne kritik i Rusland især handler om den dårlige krigsførelse – ikke om krigen og slet ikke om Putin selv. Boris Bondarev, diplomat på Ruslands FN-missionen i Geneve, sagde mandag op og skrev på sociale medier, at “jeg aldrig har været så skamfuld over mit land som den 24. februar”, men den protest er en absolut undtagelse i Ruslands bestemmende kadrer.

Ruineret Rusland økonomi

Blandt kilderne til de seneste historier om Putins angivelige alvorlige sygdom er en britisk forretningsmand og en russisk oligark. Sidstnævnte fortæller, at Putin lider af alvorlig leukæmi, blodcancer. Det skriver New Lines Magazine, udgivet af Center for Global Policy, en angivelig uafhængig amerikansk tænketank, der specialiserer sig i forbindelsen mellem den muslimske verden og USA’s udenrigspolitik.

Magasinet har haft adgang til en optagelse, hvor den unavngivne oligark med angivelige tætte forbindelser til Kreml, siger, at Putin er meget syg af leukæmi. Oligarkens navn er ikke oplyst, ej heller navnet på den britiske ventureinvestor, der hemmeligt har optaget 11 minutters samtale. Her taler oligarken om Putins sygdom, men siger også om præsidenten, at han “har helt og aldeles ruineret Ruslands økonomi, Ukraines økonomi, og mange andre økonomier. Problemet er hans forstand, en skør mand kan vende verden helt op og ned”.

“Det er indlysende, at vi ikke kan bekræfte beskyldningen om sygdommen. Det er ikke nemt at få adgang til Putins sygejournal,” skriver Michael Weiss, nyhedsdirektør, New Lines Magazine. Der imidlertid kalder optagelsen et “sjældent vidnesbyrd fra én med bevislige forbindelser til den russiske regering”.

â‹â‹Men i samme åndedrag erkender man også, at oligarken kan være sendt i byen med en sovjetisk og russisk specialitet – misinformation – for at lederne i Vesten skal undervurdere Ruslands beslutningskraft. Spekulationen handler bl.a. om, at Vesten skal tro, at hvis Putin selv er svækket, så vil den militære ledelse i en presset situation holde sig tilbage fra at bruge atomvåben i krigen med Ukraine og Vesten. Også tv-billederne, hvor man bl.a. ser Putin nærmest klamre sig til en bordplade under et møde med sin forsvarsminister, samt varme sine ben med et tæppe under Sejrsparaden på den Røde Plads, kan derfor være uhyre enkel misinformation. Det gælder også Putins krav om afstand til andre mennesker med de besynderligt lange mødeborde og strenge testkrav for covid-19.

De “bevislige forbindelser” er bl.a., at man kan identificere oligarkens stemme og identitet og dermed med åbne kilder fastslå, at han i 2021 var på listen over Forbes Russia’s 200 rigeste forretningsfolk, og at han, ifølge en russisk efterningschef, var blandt de 20-30 mennesker, Putin mødtes med, inden han i 2014 besatte Krim-halvøen.

Tilliden til, at rygterne om Putins sygdom er sande, underbygges af, at FSB, Rusland interne sikkerhedstjeneste, 13. marts sendte et memo ud til alle regionale direktører om “ikke at tro på rygter om præsidentens terminale tilstand”, siger Khristo Grozev, chef for undersøgende journalistisk på Bellingcat, et kendt netmedie, der bl.a. afslører russiske spioner og snigmordere, til New Lines. Hvorefter han fortæller, at effekten var den modsatte; nu begyndte FSB’s ansatte at tro på rygterne.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis