Skal man tage torsdagens møde i tyrkiske Antalya mellem Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og Ukraines Dmytro Kuleba for pålydende – og der er absolut ingen grund til andet – er der i lang tid hverken udsigt til våbenhvile eller reelle fredsforhandlinger.

Lavrov kom angiveligt for at lytte. Han kom ikke med skygge af indrømmelser, end ikke efter anmodningen om nye humanitære korridorer for at få civile ud og nødvendige nødhjælpsforsyninger ind til til bl.a. Mariupol.

Krigen er nu i gang på tredje uge og brutaliteten er stigende, som dokumenteret i et angiveligt bevidst russisk luftangreb på en fødselsafdeling i Mariupol.

Men krige stopper på et tidspunkt – også dem, der er udløst af Putins Sovjet-imperialisme. Det politiske verdensbillede vil efterfølgende være et ganske andet. Uanset udfaldet synes der ingen tvivl om, at håbet i det meste af den vestlige verden om en styrket liberal verdensorden vil lide et nyt tilbageslag. Imens er det vigtigste for de over 2,3 mio. ukrainske flygtninge, de sårede og de efterladte til mange tusinde dræbte at få stoppet kampene.

Hvordan det kan ske, byder tænketanken Atlantic Council ind med fire bud på, der rækker fra den gode, et “mirakel på Dnepr,” flod ved Kyiv, red. til den frygtelige, en krig mellem Rusland og Nato. Hvor invasionen af Ukraine og krigen ikke slutter, men forværres. Ind imellem de fire relativt klare udfald er der i udfaldsrummet selvfølgelig en stribe variationer, som ingen med sikkerhed kan byde på. Krige følge aldrig en drejebog og Putins endemål er ukendt.

Mirakel ved Dnepr

Det første scenarie som store dele af verden håber på, men som de færreste tror på, kaldes Miraklet ved Dnepr, floden ved Kyiv. Hvor kombinationen af omfattende våbenstøtte fra Nato og ukrainernes egen militære og civile modstandsvilje får præsident Putin til at opgive håbet om at vælte regeringen i Kyiv og indsætte en marionetregering.

For Kreml betyder det scenarie, at omkostninger ved fortsat krig bliver for høje. Hvad enten man tæller i egne tabstal eller udsigten til et økonomisk kollaps som konsekvens af Vestens effektive økonomiske krigsførelse og isolation af Rusland. Ukraine forbliver et selvstændigt demokrati, mens Putin hjemme i Moskva må koncentrere sig om at inddæmme utilfredshed og voksende trusler mod hans regime. Ukraine er intakt, men har stadigt en “farlig nabo og en usikker fremtid med det russiske politiske landskab påa tipping point,” som Barry Pavel, direktør for Scowcroft Center for Strategy and Security, Atlantic Council, skriver i vurderingen.

Et mudderhul

I det andet scenarie sejrer Rusland, indtager efter hårde kampe Kyiv og andre storbyer, og får indsat den ønskede russiskvenlige marionetregering. Men det viser sig næsten øjeblikkeligt at være en pyrrhussejr, altså en dyrekøbt sejr, fordi ukrainerne med massiv hjælp fra Nato og fra omverdenen kæmper videre i et “bredt funderet, velbevæbnet og godt koordineret oprør mod besættelsesmagten.”

Konsekvensen er på lidt længere sigt, at Rusland opgiver, trækker sig tilbage og for Putin bliver det et “Brezhnev-øjeblik,” en henvisning til, at Sovjets fhv. leder trak sig ud af Afghanistan efter ti års krig og tab af ca. 14.000 russiske liv.

Samtidigt er Rusland i omverdenens øjne “en pariastat,” og Putins status bliver usikker, fordi “eliten tvivler på hans dømmekraft, og den brede befolkning udtrykker vrede over Ruslands økonomiske situation."

Et nyt Jerntæppe

I det tredje scenarie fra Atlantic Councils Barry Pavel er udgangspunktet i Ukraine det omvendte; de russiske besættelsestropper er mange og så effektive – eller brutale – at modstanden kvæles. Putin er klar til at betale for at holde en meget stor styrke permanent i Ukraine, og internt i Rusland fastholder han magten, hvor han efter ændringer i forfatningen kan sidde som præsident helt frem til 2036.

Konsekvensen udenfor de to lande er, at et nyt jerntæppe igen deler Europa. Nato kan intet gøre ved tabet af Ukraine til Ruslands interessesfære, men styrkes internt og optager Finland og Sverige som nye medlemmer. Efter at have observeret Ukraines skæbne opgiver de to nordiske lande den formelle neutralitet.

Farer og usikkerheder i Europa vokser. Tropper fra Rusland og Nato stirrer hinanden direkte i øjnene over en meget lang grænse. Det er altid farligt. “Rusland iværksætter flere gange nye militære eventyr og langt mere aggressiv hybrid krigsførelse mod Nato, der er ingen garanti for en fredelig løsning,” skriver Barry Pavel.

Åben krig med Nato

Skridtet til det fjerde scenarie er derfor ikke langt. Hvor Nato beslutter at tage det skridt, som for nærværende synes utænkeligt og afvises blankt, at indføre en no fly-zone i Ukraine for især at beskytte civilbefolkningen mod luftangreb med missiler og bomber. Men en no fly-zone skal forsvares, og medmindre Rusland bøjer fuldstændigt, er det ensbetydende med, at Rusland og Nato-styrker er i åben krig. Ligesom russerne kan vælge at ramme Ukraines nabolande i Nato med missiler og kalde det en fejltagelse. Mål tæt på den polske grænse er allerede blevet angrebet.

Andre ser ikke nødvendigvis en Tredje Verdenskrig, eller en atomkrig, som sandsynlig. Ian Bremmer, præsident, Eurasia Group, en tænketank, tvivler. Han skriver i en kommentar, at selv hvis Nato forsyner Ukraine med kampfly, tror han ikke på “direkte militære angreb mod Nato,” men at gengældelsen kan blive f.eks. støtte til tjetjenske terroristers angreb på Natos grænselande.