ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Amerikansk ventureguru: Bitcoin rammer værdi på 250.000 dollar inden 2023

Den amerikanske venturekapitalist Tim Draper er stor fortaler for kryptovalutaen bitcoin, som han forventer vil stige voldsomt i værdi i fremtiden. Foto: Brage Borup
Den amerikanske venturekapitalist Tim Draper er stor fortaler for kryptovalutaen bitcoin, som han forventer vil stige voldsomt i værdi i fremtiden. Foto: Brage Borup Brage Borup

1150 pct.

Så mange pct. forventer den amerikanske venturekapitalist Tim Draper, at værdien af én bitcoin vil stige til inden udgangen af 2022.

På nuværende tidspunktet ligger værdien af én bitcoin på ca. 20.000 amerikanske dollar, men det får ikke Tim Draper til at tøve. Og han forudsiger, at værdien vil lande på 250.000 dollar inden årets udgang.

“Jeg holder ved min prognose, det gør jeg absolut. Jeg har også over tre måneder at løbe på endnu,” siger han.

Venturekapitalist helt ind i blodet

Iført sit ikoniske bitcoinslips indtog Tim Draper det danske entreprenørevent Techbbq, der blev afholdt i København i denne uge, med storm.

Eventet, der er Skandinaviens største tech-event, tiltrækker ca. 6000 besøgende. Og Tim Draper var to gange at finde som taler på showets største scene på åbningsdagen. Og konstant var han omgivet af ivrige eventdeltagere, journalister og alt derimellem. Alle ville de tale med den visionære venturekapitalist.

Tim Draper er en amerikansk venturekapitalist, og stiftede i 1985 sit eget firma Draper Associates. Virksomheden er baseret i det amerikanske tech-mekka Silicon Valley, og den specialiserer sig i at investere i virksomheder, der befinder sig i startupfasen.

Virksomheden har investeret stort i blandt andre Hotmail, Tesla, Skype, Twitter og SpaceX.

Udover sin virksomhed har Tim Draper tv-programmet 'Meet the Drapers', der en pendant til det danske program 'Løvens Hule', hvor iværksættere kan pitche deres idéer til en række professionelle dommere.

I 2021 grundlagde Tim Draper 'Draper University', som har til formål at uddanne folk i iværksætteri.

4,5 mia. kr. i bitcoin

Som venturekapitalist er Tim Draper altid på udkig efter de nyeste trends, og i 2014 fik han for alvor øjnene op for bitcoin. Og han købte dengang voldsomt ind på den digitale valuta.

Mere præcist købte han bitcoin for 19 mio. dollar på en politiauktion.

Auktionen skete på baggrund af, at amerikanske efterretningstjenester havde beslaglagt 30.000 bitcoin fra den amerikanske onlinebutik ’Silk Road’, der lukkede efter, det kom frem i lyset, at det reelt set var en international onlinemarkedsplads for salg af ulovlige euforiserende stoffer på den krypterede del af internettet.

Tim Draper selv ønsker ikke at udtale sig om, han stadigvæk besidder alle de købte bitcoin. I dag vil de 30.000 bitcoin have en værdi, der svarer til ca. 4,5 mia. kr.

Bliver større end internettet

Det er langt fra første gang, at venturekapitalisten Tim Draper drages af nye teknologier.

Tilbage i midten af 90'erne var han en af de første, der investerede stort i Hotmail, der var den første store e-mailudbyder og som har revolutioneret måden, almindelige mennesker kommunikerer på.

Efterfølgende investerede han stort i Skype, Tesla, og så var han en af de første venturekapitalister fra Silicon Valley, der investerede i Kina, da han i 2000 gik ind i den kinesiske techvirksomhed Baidu.

Alt har dog ikke været en dans på roser for Tim Draper. Han investerede stort i Theranos, der var et startup, som havde til målsætning at revolutionere blodtest. Virksomheden lukkede i 2018 efter en større undersøgelse, som stillede spørgsmålstegn ved validiteten af teknologien i deres produkter.

Men nu handler det for Tim Draper om bitcoin, og ifølge ham vil det blive større, end dengang han selv var blandt de første på internettet.

“Jeg var med, da internettet startede, og det har virkelig transformeret verden inden for kommunikation, medier og gaming. Men det her bliver større end internettet, fordi det vil transformere finansverdenen, og den måde hele samfundet styres på,” forudsiger han.

Udfordringer og bump på vejen

Det er særligt det decentrale element, der driver Tim Drapers interesse. Han tror på, at mindre regulering og mere frihed til borgere er fremtiden. Og her vil en decentraliseret kryptovaluta som bitcoin spille en afgørende rolle.

Bitcoin er skabt som en decentral valuta, hvor ingen myndighed eller central aktør har ophøjede rettigheder og kontrol med transaktioner, som centralbanker og finansielle myndigheder har, når der betales med valutaer som dollar, euro eller danske kroner.

Men selvom Draper tror på, at fremtiden vil være bedre uden så meget regulering, så er det ikke en nem opgave at udbrede et betalingsmiddel som bitcoin, anerkender han.

“Det vil tage tid. Tesla burde også været gået ind og have transformeret bilbranchen med et snuptag. Det skete som bekendt ikke, fordi det tager lang tid, før de gamle bilselskaber omstiller sig udviklingen eller dør helt. Og det samme er tilfældet her,” lyder vurderingen fra Tim Draper.

Det kræver ifølge Draper også, at bitcoin i højere grad udvikler sig til en finansiel infrastruktur og ikke et investeringsobjekt, som det hovedsageligt er i dag.

“De første butikker er begyndt at tage imod bitcoin, men det er tidligt. Når jeg snakker med entreprenører om investeringer, har jeg som oftest et fem- til tiårigt perspektiv,” siger Tim Draper.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis