Udbytterne kommer tilbage på niveauet før coronakrisen, mens aktietilbagekøbene vil kunne nærme sig rekordniveau i år, lyder det fra aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, der har analyseret udlodningsniveauerne i de største danske aktieselskaber. I alt triller der ca. 76 mia. udbyttekroner til aktionærernes depoter for selskabernes 2020-resultater.
“Udviklingen i udbyttebetalingen understreger, at der i de danske selskaber ikke er tale om nogen indtjeningsmassakre,” siger Jacob Pedersen, der dog konstaterer, at der sidste år var reel indtjeningsmodvind, men at selskaberne kom overlegent ud af coronaåret med en indtjeningsvækst på ca. 6 pct.
“I Europa kan man tale om indtjeningsmassakre, herhjemme har året heller ikke været normalt, men de danske udbytter er tilbage på sporet og signalerer, at de danske selskaber er kommet meget stærkt igennem coronakrisen i forhold til de sammenlignelige europæiske selskaber.”
Kigger man på selskabernes enkelte udbytter, er der stor forskel. Mens seks sænker udbytterne – heriblandt ISS og Pandora, der sænker dem til 0 kr. – har 11 øget deres udbytterne, bl.a. Vestas og Carlsberg, der oplevede indtjeningstilbagegang i 2020, men som alligevel skruer udbytterne op med henholdsvis 6,6 og 4,7 pct. i forhold til året før.
“Det udtrykker deres tiltro til, at fremtiden er lys.”
Mens Rockwool og Novozymes ikke piller ved størrelsen af deres udbyttebetaling, er der også seks selskaber som bl.a. Bavarian Nordic, ALK og Demant, der slet ikke har tradition for udbyttebetaling.
“Det er typisk selskaber med begrænsede vækstmuligheder, og som ikke har brug for at investere i nye produkter eller fabriksanlæg, der kan sende en stor andel af indtjeningen retur til deres investorer,” siger Jacob Pedersen.
Bankerne står ofte bag solide udbytter, men sidste år pålagde ECB dem at tilbageholde udbytterne på grund af coronakrisen. ECB forventes at løfte udbytterestriktionen fra efteråret, hvilket kan øge årets udbyttebetaling op over de forventede 76 mia. kr.
Lavt udbytteafkast
En anden god aktionærpleje er aktietilbagekøb, hvor selskaberne tilbagekøber egne aktier, bl.a. Warren Buffett har praktiseret det i 2020 med Berkshire Hathaway. På den måde reduceres aktier i omløb, og den enkelte aktionærs ejerandel stiger. Jyske Bank og Demant benytter sig p.t. udelukkende af aktietilbagekøb, hvilket er med til at holde hånden under aktiekursen.
Investerer man ud fra en udbyttestrategi, er det vigtigt at se på udlodningen i forhold til aktiekursen, det såkaldte udbytteafkast (udbytte pr. aktie/aktiekurs). Hvis kursen stiger meget mere end indtjeningen, vil udbytteafkastet falde. Det er bl.a. derfor Vestas ifølge Sydbank i 2020 har et af de laveste udbytteafkast på 0,6 pct., mens Nordea ligger helt i top med 10,9 pct.
Udbytteafkastes sammenlignes ofte med, hvilke renteafkast man kan få i obligationsmarkedet. P.t. ligger det danske udbytteafkast på ca. 2 pct., 1,9 pct. for globale aktier, 1,4 pct. for amerikanske mens man kan hente 2,4 pct. i Europa og emerging markets.