Han har et job, der formentlig ville give de fleste en solid gang sommerfugle i maven:
ATP’s aktiechef Claus Wiinblad har det som en del af sin jobbeskrivelse at skulle stille sig op på kendte, danske virksomheders generalforsamling og meddele, hvis pensionsselskabet er utilfreds med et eller andet.
ATP har flere gange i år gjort sig bemærket ved offentligt at erklære, at de stemte imod en lønpakke, de mente fra for lukrativ eller for kompliceret. Både Carlsberg, Lundbeck og Genmab har fået hug på den konto. Selv Mærsks bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe måtte tåle, at ATP offentligt meddelte, at de fandt hans honorar på 7 mio. kr. for stort i forhold til, hvad der ellers gælder i dansk erhvervsliv.
Set udefra kan det godt virke, som om ATP har en alenlang liste med “ting, vi ikke kan lide”. Men Claus Wiinblad forklarer, at virkeligheden er mere nuanceret.
Taler Roma imod
“Vi arbejder ikke efter en liste med principper. Vi laver altid en analyse af, hvad der det rigtige for det enkelte selskab. Og der har mig bekendt aldrig været tilfælde, hvor vi har stemt imod et forslag fra ledelsen, uden at det har været diskuteret igennem med samme ledelse først.”
Men hvordan er det at have rollen som den, der skal “tale Roma midt imod”? Har man sommerfugle i maven, når kan skal op på talerstolen, måske foran en stor forsamling og en gruppe selvbevidste topledere, og aflevere et upopulært budskab?
“Altså, efter at have haft den rolle siden 2004, så er mængden af sommerfugle i maven nok begrænset. Og det er faktisk sjældent, at der er en kontrovers. I de danske selskaber har vi altid haft en grundig og saglig dialog forinden. Man går op på talerstolen, fordi det selvfølgelig giver en gennemslagskraft, at vores holdning kommer ud offentligt. Men det er aldrig en overraskelse for ledelsen. Jeg synes, der er respekt for vores hjemmearbejde – det er meget sjældent, vi føler, at vi opfattes som urimelige,” siger Claus Wiinblad.