ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Advokater skændes i finalen i milliardsøgsmål: "Det billede er helt misvisende"

Thomas Borgens (th) og forsvarsadvokat Peter Schradieck (tv) ses her på vej til retten i Lyngby mandag. Foto: Esther Kofoed Sørensen
Thomas Borgens (th) og forsvarsadvokat Peter Schradieck (tv) ses her på vej til retten i Lyngby mandag. Foto: Esther Kofoed Sørensen Esther Kofoed Sørensen

“Så er vi klar til finalen,” lyder det indledningsvist fra dommer Ulrik Finn Jørgensen, der tirsdag morgen satte retten i Lyngby i den foreløbig sidste dag i milliardsøgsmålet fra en række Danske Bank-investorer mod den tidligere adm. direktør Thomas Borgen. Borgen selv kræver frifindelse.

Efter otte retsdage er det nu tid til replik og duplik, der er kommentarer fra såvel sagsøgerne, ledt an af Kasper Westberg og Finn Lynge Jepsen fra advokatfirmaet Elmann, og den sagsøgte Thomas Borgen, der repræsenteres af advokaterne Peter Schradieck og Jimmy Skjold Hansen fra Plesner.

Selvom advokaterne nu for niende gang tørner sammen, er de ikke nået tættere på enighed. Indledningsvist brugte Westberg derfor sin fremlæggelse på at kommentere på gårsdagens fremlæggelse fra Borgens advokat Schradieck – forsvareren var nemlig kritisk overfor formen, hvor et konsulentfirma finansierer søgsmålet.

“Man ønsker at tegne et billede af en stor styg kapitalfond overfor en stakkelsforarmet privatmand. Det billede er helt misvisende, og faktum er, at de skadelidte hører til over på denne her side – det er nemlig investorerne,” sagde Kasper Westberg.

Opportunistisk og kynisk

Fra Schradieck havde det også lydt, at der fra investorerne var tale omet opportunistisk og kynisk søgsmål.

“Hvad har været opportunistisk og kynisk om noget? Det er den bankdrift, man (Danske Bank, red.) har haft i Estland. Hundredvis af mia. kr. er kørt igennem hvert år, som formentlig alle sammen stammer fra hvidvask. Det er opportunistisk og kynisk, og det er derfor, der er et søgsmål i dag. Det er ikke en sag om en lille bolsjebutik, hvor der gik en smule galt. Det er en kæmpe sag og skandale. En hvidvasksag af historiske og hidtil usete dimensioner,” sagde Kasper Westberg.

Mandag blev Westberg også beskyldt for at abonnere på en dobbelt konspirationsteori, hvor dels advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som stod bag en omfattende hvidvaskundersøgelse- og rapport, var på Borgens side, og dels at Thomas Borgen var bekendt med Estland og ville opretholde filialens indtjening. Begge dele er i virkeligheden forkerte, lod Plesners Peter Schradieck forstå mandag.

“Faktum er, at Bruun & Hjejle-rapporten hverken kan eller skal læses ukritisk og uden videre lægges til grund. Den er ikke uvildig. Den er farvet af den klientrepræsentation og -relation, man har. Hvis det skulle føre til, at jeg deltager i en dobbelt konspirationsteori, så vil jeg gerne vedstå mig det. Men det bygger ikke alene på tankespind, men også andre dokumenter,” sagde Westberg.

Andres skyld

Herefter henviser Westberg til, at Borgen undervejs har forklaret, at det daglige ansvar med Estland, ikke var hans, men bl.a. faldt under Lars Mørch som chef for erhvervsafdelingen (i dag Jyske Bank).

“Hovedelementet i forsvaret er altså, at det var alle andres skyld,” sagde Kasper Westberg.

Det mener Schradieck dog ikke er en korrekt udlægning.

“Jeg gør ikke gældende, at der andre steder i organisationen ligger et erstatningsansvar, eller at Thomas Borgen har prøvet at skyde ansvaret videre,” sagde Schradieck.

Han mener heller ikke, at den retlige ramme er bevist, eller at det er bevist, at der er lidt et tab, og savner i øvrigt en beskrivelse af investorernes investeringsstrategi.

Grundløs

Sidste advokat på banen blev Jimmy Skjold Hansen, der betegnedesin egen procedure mandag som “lidt af en bredside.” Han gentog kritik af udregningen og den særlige FIFO,first in, first out,-metode, som sagsøgerne bruger og som man almindeligvis kan bruge i afregning af aktiegevinster til skattemyndighederne.

“Jeg tør godt sige, at hvis man benyttet FIFO-princippet i skattemæssig sammenhæng, som sagsøgerne gør her, så er man ude i skatteunddragelse,” sagde Jimmy Skjold Hansen, der senere blev afbrudt af først Kasper Westberg, dernæst dommeren, før han valgte at slutte:

“Det er en grundløs sag, der aldrig burde have været anlagt.”

Herefter lovede dommer Ulrik Finn Jørgensen, at der senest 6. december kl. 12 falder en dom.

“Vi har otte uger til at skrive en dom, men det regner vi ikke med at skulle bruge”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis