Efteråret er normalt ikke den bedste tid på boligmarkedet. Men med nye realkreditlån til en fast rente på 0,5 pct. på lån med 30 års løbetid og afdrag bliver det billigere at købe hus. Derfor vil flere købere også melde sig i kampen om en ny bolig.
"Når renten falder, virker det stimulerende på efterspørgslen efter boliger, fordi det bliver billigere at låne penge. Det vil andet lige være medvirke til, at boligpriserne stiger," siger boligøkonom hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann, der anslår, at rentefald på et procentpoint kan sende boligpriserne op med mindst 5-6 pct. Det er i hvert fald tommelfingerreglen, når vi taler boligøkonomi i traditionel forstand.
Om rentefaldet bliver så stort er endnu uvist. På nuværende tidspunkt er Nykredits prognose, at priserne vil stige med 2-3 pct. om året, og det tal skal i hvert fald op, mener Lise Nytoft Bergmann.
Men Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, understreger også, at vi befinder os i ukendt økonomisk territorium:
"Vi er uden for det sted, hvor de gamle modeller er gode til at regne på effekten af, at der nu kommer den her renteændring," siger Las Olsen.
Tocifret stigning
Cheføkonomen tror dog også på, at de fortsat lave renter og et lån med en rente på 0,5 pct. vil løfte boligpriserne, men det er svært at sige, hvor store stigningerne bliver:
"Normalt vil man sige, at et rentefald på et procentpoint kan få huspriserne til at stige med i nærheden af 10 pct. Men når renterne i forvejen er så lave, er effekterne også anderledes."
Selvom det nye 30-årige lån nu er en kendsgerning, er det endnu ikke et produkt, som hverken Nordea eller Danske Bank vil råde sine kunder til at tage. Først når kursen for et 30-årigt 1 pct. lån overskrider kurs 100 og dermed bliver lukket, vil Nordea pege kunderne i den retning:
"Vores primære anbefaling er fortsat 1 pct.-lånet. Det anbefaler vi, fordi der fortsat ikke er ret stor forskel på ydelse og afdrag. Samtidig er de 30-årige lån med afdrag meget likvide, så der er ingen risiko for inde-låsning," siger Lise Nytoft Bergmann.
Samme melding lyder fra Danske Bank. Boligejerne løber en for stor risiko ved at gå ind i det nye lån, hvis de en dag skulle få brug for at komme ud af det igen.
"1 pct.-lånet vil stadig være det smarteste at tage. For det er jo sådan med nye typer af lån, at der går noget tid, før de får en stor nok volumen til, at man kan være sikker på, at man også kan komme ud af dem igen," siger Las Olsen, der peger på, at hvis du vil ud af lånet, og volumen er lav, så kan det blive en dyr fornøjelse.
Ukendte faktorer
Men spørgsmålet er, hvor tæt bankerne og realkreditinstitutterne er på at udfase 1 pct.-lånet og pege folk i retning af det nye? Ifølge Lise Nytoft Bergmann kan renten hurtigt stryge ned og sende 1 pct. lånet over kurs 100.
"Der skal ikke ret meget til. Et nyt tweet fra Trump er tilstrækkeligt for at give et halvt kurspoint. Vi kan være meget tæt på, men det afhænger af, hvilke nøgletal der kommer, og hvad der sker med handelskrigen og brexit. Der er mange faktorer, som kan skubbe renterne ned. Men renterne kan også stige," siger Lise Nytoft Bergmann.
I løbet af fredag blev 1 pct.-lånet handlet i en gennemsnitskurs på 99,6. De to institutter, som indtil nu har valgt at udbyde 0,5-lånet, er henholdsvis Realkredit Danmark og Nordea Kredit.