I bilen sagde hun en sætning for sig selv. Igen og igen. Hun havde skrevet den på et talepapir aftenen før, og nu øvede hun sig på at sige den højt, mens hun nærmede sig forsikringsselskabets betongrå bygninger i Ballerup.
På det tidspunkt havde Pia Laub arbejdet 13 år i Topdanmark. Her havde hun ansvaret for et af selskabets største forretningsområder, Landbrug & Erhverv med en portefølje på 4,2 mia. kr. og 340 medarbejdere under sig.
En helt ualmindelig dag
Efter to møder fra morgenstunden var klokken slået 11.30. Her havde Pia Laub gjort plads i kalenderen til at snakke med sin nærmeste chef.
Det var her, sætningen fra talepapiret skulle siges højt. Her ordene fik betydning. Men chefen var syg, og Pia Laub gik rundt om sig selv og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun havde besluttet sig ved årsskiftet: Det skulle være den mandag. Så i stedet blev det adm. direktør i Topdanmark, Peter Hermann, der senere på dagen skulle høre den sætning, som Pia Laub havde øvet sig på fra morgenstunden:
"Jeg vil fortælle dig, at jeg stopper i Topdanmark, og at jeg har min opsigelse med til dig i dag.”
Ifølge Pia Laub blev topchefen både overrasket og ærgerlig. Samtidig kunne han godt forstå hende, og han kunne genkende tanker om karrierestop, som hun før havde delt. Den dag blev det til mere end tanker.
Pia Laub ønskede at stoppe til september. Det var vigtigt for hende, at medarbejderne i Topdanmark ikke fik nys om nyheden, før 14 dage inden hendes sidste dag.
“For bedetæppet vender hurtigt, og man bliver ligegyldig, når der skal træffes beslutninger.”
Hun var lettet, da hun havde afleveret meddelelsen. Efterfølgende gik hun til tre møder. Efter en tur i fitnesscenteret brugte hun resten af aftenen på at forberede sig på et heldagsmøde dagen efter.
En helt almindelig aften.
Mental milepæl
Det var ikke en sur onsdag på jobbet eller en panikhandling midt i livet, der gjorde, at Pia Laub ville stoppe i Topdanmark det år, hun fyldte 50. Fem år tidligere havde hun sat sig det halve århundrede som en mental milepæl. Det var vigtigt for hende at sætte et pejlemærke i sindet for at undgå, at tiden bare gik og gik, og arbejdet blev en rutine.
Efter Pia Laub havde afleveret sin opsigelse i marts, vågnede hun flere gange med tankerne flyvende rundt i hovedet: Kunne det lade sig gøre, kom hun til at savne prestigen og privilegierne ved at være en del af ledelsen i et børsnoteret selskab, hvad med parrets økonomi, og hvad med relationerne i hverdagen. Kommer jeg til at fortryde det, spurgte hun sig selv og sin mand.
“Nej. For du har tænkt det igennem,” lød det fra ægtefællen.
Hvorfor skulle det så være, når hun nåede 50?
Fordi hun gerne ville stoppe, inden passionen forsvandt, og engagementet blev visket væk. Samtidig var der også godt styr på hendes del af butikken. Det var det, der gjorde det ekstra svært.
“For jeg var jo ikke blevet træt af det eller min organisation.”
Alligevel havde forsikringschefen brug for at sætte sikkerheden på spil. Fordi hun mener, at hun udvikler sig bedst, hvis hun er et sted, hvor hun lærer nyt og er sulten efter viden.
Nu jagter hun en karriere som bestyrelsesmedlem i både store og små selskaber og almennyttige organisationer. Hun har vurderet, at det krævede, at hun sagde sit job op.
Det er ikke fordi, hun er kamikazepilot, men hun har behov for at komme derud, hvor hun knapt kan bunde.
Hun vil gerne have, at tiden som bestyrelsesmedlem bliver et reelt kapitel i hendes erhvervshistorie og ikke blot et skridt på vejen mod pensionen.
Forsikring og franske fornemmelser .
Som 21-årig stod Pia pludselig alene i Paris. Hun havde fået arbejde i et fransk forsikringsselskab.
Hun tog afsted uden andet end selskabets adresse og et løfte om, at der i hvert fald var arbejde til hende i tre måneder. Til gengæld var forsikringsbranchen ikke nyt land for hende. Hendes far er Peter Christoffersen, der var adm. direktør i forsikringsselskabet Baltica. Og selvom hendes farmor engang skrev en lejlighedssang med strofen “du i Baltica vil være direktør // tanken kan gøre mig helt ør”, havde Pia Laub dog aldrig selv planer om en levevej i forsikringsverdenen.
Efter sin bachelor, ville hun have praktisk erfaring. Hendes drøm var at arbejde som børsmægler, inden hun skulle starte på handelshøjskolen ESCP i det 17. arrondissement i Paris et år efter. Hun sendte flere ansøgninger til finanshusene, men det var et forsikringsselskab, der var klar til at give hende en chance. Med gymnasie- og feriefransk i bagagen drog hun afsted som 21-årig. Det var ikke noget, man bare gjorde dengang i 1990.
Men hun ville have en international uddannelse.
“Jeg stak af fra mine venner, fordi jeg syntes, at det var spændende og udfordrende, ” siger Pia Laub om mødet med den franske hovedstad.
Efter tre år som studerende og med forskellige job i Paris, Berlin og London havde hun fået nok af den formelle ledelsesstil i de europæiske hovedstæder. Så hun tog hjem til Danmark, hvor hun fik arbejde i Tryg. 12 år senere skiftede hun til Topdanmark.
To i bilen
13. september sad Pia Laub igen i bilen. Denne gang på vej mod sin sidste dag på jobbet. Hendes mand, Steffen Heegaard var med. De to mødte hinanden på arbejdet, hvor han er IR- og kommunikationschef. Normalt kørte de kun sammen, når der var julefrokost. Det var stille, mens bilen bevægede sig gennem morgentrafikken. Udenfor regnede det en smule.
I Topdanmark var der først et par møder og en frokost med direktionen og kollegerne. Så kom afskedsreceptionen.
Da de sidste kram og håndtryk var givet, satte Topdanmark-parret sig i bilen. Pia følte sig tom indeni. Men da hun så de blå og hvide Topdanmark-flag forsvinde i bakspejlet, var regnvejret slukket af solen, og tomheden fyldt ud af forventninger til fremtiden.
Med sig hjem havde hun en bakke chokolade, som hun havde fået af nogle assurandører i Topdanmark. Chokoladerne fik hun, fordi hun nu skal til at ringe til folk og sælge sig selv. Noget hun ikke er vant til. Ifølge forsikringsfolkene er det nemlig nemmere at gøre sine hoser grønne, hvis man har spist et stykke sødt inden.
Siden den fredag i september er det blevet til en uges ferie i Frankrig. Den daglige tur fra Holte til Ballerup er byttet ud med en halv time længere under dynen. Hun har også fået bedre tid til at læse avis, men ellers går arbejdsdagen i gang, som den plejer. Opgaverne har bare ændret sig. Hun har ikke længere en fyldt Outlook-kalender, men en sort notesbog med dagens aftaler. Det højeste antal, hun har været oppe på, er tre på en enkelt dag. Men der er stadig mange, hun vil have fat i, og ringelisten er lang endnu..
