Bare én dag efter valgudskrivelsen kan statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) juble over tiltrængt fremgang til rød blok.
En dugfrisk måling fra Greens Analyseinstitut viser, at rød blok lige nu står til 49,4 pct. af stemmerne, mens Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af den borgerlige lejr har opbakning fra 50,6 pct.
Dermed er der fuldstændig dødt løb mellem de to blokke.
1113 respondenter har deltaget i målingen, der er baseret 50-50 på svar på henholdsvis telefon og web.
Heraf har 13,6 pct. svaret "ved ikke", og dermed er opgørelsen baseret på 962 svar på spørgsmålet "Hvad ville du stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen?”.
Thorning & Co. klart størst
I den den seneste Greens-måling fra starten af maj stod rød blok til 48,6 pct., mens de borgerlige fik 51,1 pct. af stemmerne.
Dagens måling er grum læsning for Venstre og Lars Løkke Rasmussen. Partiet lander i dag på 19,5 pct. og er dermed mindre end Dansk Folkeparti, der stiger fra 17,8 pct. til 20,1 pct.
Det efterlader Socialdemokraterne solidt i førersædet som landets største parti trods en mindre tilbagegang. Regeringspartiet står lige nu til 24,8 pct. af stemmerne, det samme som ved valget i 2011.
Alternativet kommer ind
Målingen er også guld for Enhedslisten, der stiger til 10,2 pct., langt højere end de 6,7 pct., der blev sikret ved det seneste valg.
Væsentligt er det også, at Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen med 2,3 pct. af stemmerne står til at blive valgt ind.