ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Verden venter på ''kongen af nøgletal''

De økonomiske markeder holder vejret i spænding, for kl. 14.30 bliver den amerikanske jobrapport for januar offentliggjort, og den kan have afgørende indflydelse på optimismen på blandt andet aktiemarkederne i USA.

Tallene for december afslørede en stor positiv overraskelse med 200.000 nye job og et fald i arbejdsløsheden fra 8,6 pct. til 8,5 pct. Det blev belønnet med stigninger på de amerikanske aktiemarkeder, og det samme kan ske, hvis tallet igen overrasker i dag.

"Det her er nøgletallet for amerikansk økonomi. Hvis der kommer en overraskelse igen, kommer de amerikanske aktier til at spurte frem," siger Christian Tegllund Blaabjerg, cheføkonom i FIH Erhversbank, til Børsen.

FIH forventer skuffelse

Men skal man tro økonomer verden over, kommer januar ikke til at leve op til sidste måneds tal. Forventningerne til dagens nøgletal ligger i gennemsnit på 145.000 nye job.

Hos de danske banker holder man også øje med nøgletallene, men her er forventningerne forskellige.

FIH Erhvervsbank forventer, at tallet kommer til at ligge omkring 125.000 job, hvilket er under den generelle forventning.

"Vi forventer en skuffelse, og det skyldes primært, at ADP-rapporten, der måler skabelsen af private job i USA, skuffede med 170.000 mod en forventning på 182.000," siger Christian Tegllund Blaabjerg.

Danske Bank forudser også en skuffelse, men dog med de et tal omkring 135.000 nye jobs.

Markedsreaktionen er usikker

Hos Jyske Bank i Silkeborg er forventningerne til de amerikanske nøgletal for januar positive. Banken forventer, at tallet kommer til at ligge omkring 160.000 nye jobs.

Ifølge banken er det dog uvist, hvordan markederne kommer til at reagere på et eventuelt positivt resultat.

"Hvis tallene overrasker positivt, kommer den amerikanske obligationsrente til at stige. Men så skal tallet også helst op omkring 180.000," siger Kim Fæster, seniormakroanalytiker i Jyske Bank, til Børsen og tilføjer:

"Men det er ikke sikkert, at aktierne stiger tilsvarende, for med positive tal kan obligationer blive en mere attraktiv investering," siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis