ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Venstrefolk gør op med Fogh-æraen

En række topfolk i Venstre kaster sig nu ud i et opsigtvækkende opgør med Fogh-æraen.

De mener, at Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse begyndte at bruge for mange penge og forsømte at prioritere i den økonomiske politik, da højkonjunkturen brusede frem. Det skriver Berlingske Tidende.

"Vi gik lige pludselig også i den fælde, at vi kørte valgkamp på, hvor mange penge vi kunne poste i den offentlige sektor. Der svigtede vi vores egne idealer," siger Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentet.

Som politisk ordfører i Fogh-regeringen var Jens Rohde ihærdig forsvarer af den førte politik. Nu erkender han et medansvar:

"I dag ville jeg nok have kæmpet hårdere for, at en god økonomi ikke måtte bruges som sovepude i forhold til det, vi egentlig kom her for."

Også Foghs tidligere gruppeformand Christian Mejdahl mener, at der blev brugt for mange penge i de glade Fogh-dage.

Socialdemokraterne undrer sig over, at kritikken først fremsættes nu.

"Den kritik gik de meget stille med, dengang de var afhængige af at få fremtrædende poster under Fogh. Hvad er det for nogle lam? Jeg troede, det var Venstre-løver," siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

Også Venstres chefideolog siden 2001, Claus Hjort Frederiksen, undrer sig og kalder diskussionen ufrugtbar.

"Som liberal må man glæde sig over, at vi kunne øge velfærden i samfundet og samtidig føre en økonomisk ansvarlig politik," siger han.

/ritzau/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis