ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Venstre vil hæve bundskat og droppe PSO

Opdateret kl. 07:58:Fra 1. januar 2017 er der udsigt til, at elregningen får et ordentligt hak ned for landets virksomheder og borgere.

Regeringen er klar til helt at fjerne den af erhvervslivet udskældte PSO-afgift fra elregningen og i stedet flytte den over på finansloven.

- Det gør vores samfund rigere, forbedrer konkurrenceevnen og skaber flere job, siger klima- og energiminister, Lars Chr. Lilleholt ifølge Ritzau.

Indtægterne fra PSO-afgiften finansierer grønne initiativer som vindkraft og solceller, og afgiften prissættes fire gange om året af energinet.dk.

Regeringens mål er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie, og klima- og energiministeren forsikrer, at den grønne omstilling fortsætter.

- Jeg har ingen problemer med, at prioriteringen af den grønne omstilling også kommer til at indgå på finansloven på samme måde som prioriteringen af udbygningen af sygehuse, køb af kampfly og investeringer i den generelle infrastruktur, siger han. 

Bundskatten rammes

PSO-afgiften, der årligt kradser knap 8 mia. kr. ind fra borgere og virksomheders elregning til at finansiere grøn omstilling, skal ifølge regeringen delvist finansieres ved at hæve bundskatten, fortæller regeringskilder.

Det til trods for, at regeringen arbejder på at sætte skatten ned i bunden i forbindelse med efterårets finanslov.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) annoncerede mandag på en konference hos Dansk Industri, at PSO-løsningen er snublende nær:

"Vi er ved at finde en løsning på PSO-afgiften, som EU har underkendt. Det er en naturlig anledning til at kigge på det. Regningen er løbet løbsk, og det er blevet for dyrt."

Bnp-hop på 1 mia.

Skatteministeriet har tidligere regnet sig frem til, at der vil være en bnp-gevinst på over 1 mia. kr. om året, hvis man fjerner PSO'en og finansierer det ved at hæve bundskatten.

Hvor stor en del af PSO-regningen, der skal betales af højere bundskat, er endnu uvist, men Lars Løkke Rasmussen gør det klart, at PSO'en i dag opkræves på en dårlig måde.

"Den opkræves aktuelt på en ineffektiv måde. Derfor vil regeringen om meget, meget kort tid fremlægge vores afsæt til forhandlinger med Folketingets partier med den klare målsætning, at inden vi går på sommerferie, har vi fundet en løsning, der tager toppen af regningen (for PSO'en, red.) og klart præciserer, hvordan den fremadrettet opkræves på en måde, som er samfundsøkonomisk bedre," siger han.

Den samlede PSO-regning frem mod 2025 forventes at lande på 70 mia. kr.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) har tidligere sagt, at regningen skal sættes ned. Derfor vil regeringen ifølge Børsens oplysninger indkalde partierne til forhandlinger om at drive regningen for den grønne omstilling ned. Det kan være ved at udskyde planlagte projekter som kystnære havvindmøller.

Lars Christian Lilleholt har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel. Det samme gælder Venstres klima- og energiordfører, Thomas Danielsen.

Hvorvidt Venstre kan samle 90 mandater til at hæve bundskatten er endnu uvist.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, ønsker ikke at udtale sig, før regeringens udspil kommer.

DF er positiv


Dansk Folkepartis klimaordfører, Mikkel Dencker, vil gerne flytte PSO'en over på finansloven:

"Finanslovløsningen er ikke helt fremmed for os. Hvordan det helt konkret skal skrues sammen, kan jeg ikke lægge mig fast på nu," siger Mikkel Dencker, som ikke vil snakke om, hvorvidt højere bundskat kan være en del af løsningen.

Liberal Alliances klima- og energiordfører, Villum Christensen, siger, at "det er helt i vores ånd at flytte PSO'en over på finansloven."

Han har tidligere sagt til Børsen, at det er en mulighed at skrotte PSO'en ved at hæve bundskatten. I dag siger han, at det var "en teoretisk betragtning," som LA ikke kan støtte:

"Vi kan ikke medvirke til en PSO-løsning, der hæver bundskatten," siger han.

Højere bundskat og finanslovløsningen får en kold skulder fra De Radikales klimaordfører, Andreas Steenberg.

Finansordfører Brian Mikkelsen (K) er heller ikke glad: "Vi er positive overfor at fjerne PSO'en fra elregningen, fordi det er en stor skattelettelse for erhvervslivet. Men vi er meget skeptiske ved at hæve bundskatten."

peso@borsen.dk

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis