ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vælgerne giver Lars Løkke en lussing

Vælgerne flygter fra Venstre og fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Kun 37,3 procent af vælgerne foretrækker nu ham som statsminister, viser en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark i Jyllands-Posten.

Det er et markant dyk i opbakningen siden marts, da 45,1 procent pegede på Løkke som den mand, der skal stå i spidsen for Danmark. Lars Løkke Rasmussen kan dog glæde sig over, at vælgerne ikke i stedet for peger på S-formand Helle Thorning-Schmidt.

Thorning ligger på 46,8 procent, hvilket er stort set det samme som i marts. Til gengæld er gruppen af tvivlere næsten fordoblet, så der nu er 15,9 procent, som ikke ved, hvem de foretrækker.

"Helle har et solidt fundament, mens det generelle borgerlige kollaps nu også rammer Lars Løkke Rasmussen på det personlige plan," siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen til Jyllands-Posten.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, mener, at den vigende tilslutning til Lars Løkke Rasmussen er et udtryk for, at der er tvivl om den økonomiske linje i Danmark. Det rammer den siddende statsminister hårdere end en statsministerkandidat, siger han.

"Men jeg glæder mig over, at de, som forlader Lars, ikke vælger Thorning til. Det giver os muligheden for at vinde dem tilbage," siger han.

Med 19,7 procent får Venstre samtidig det dårligste resultat siden magtskiftet i 2001. Samlet er der flertal til rød blok på 53,2 procent af stemmerne. VKO og Liberal Alliance har opbakning fra 46,8 procent.

/ritzau/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis