USA indtager førsteplads som Danmarks største handelspartner i 2019

395818_16_9_large_552.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
10. feb 2020 KL.12:09
USA har for første gang overhalet Tyskland som Danmarks største handelspartner viser de nyeste tal for den danske eksport fra Danmarks Statistik.

Danske virksomheder har eksporteret for 157,6 mia. kr. til USA i 2019. Det betyder, at de overgår niveauet for den tidligere største danske samhandelspartner, Tyskland, som der samlet er blevet eksporteret til for 155,7 mia. kr. i 2019.

”Grunden til, at USA ender som vores største handelspartner i 2019, er en kombination af, at det lige nu står enormt stille i tysk økonomi og at det går rigtig godt i den amerikanske økonomi,” siger Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen.

Mens Danmarks eksporterede tjenester til USA for 61,1 mia. kr. aftog Tyskland derimod tjenesteeksport for 48,4 mia. kr. Dermed bliver USA samlet set Danmarks største handelspartner for 2019. Det er ikke noget nyt, at USA aftager den største del af den danske tjenesteeksport, men det er nyt, at de tager den samlede føring.

Men det er ikke kun tjenesteeksporten, der gør, at USA indtager føringen som handelspartner. Det helt afgørende for USA's førsteplads er opgørelsen af den eksport, som omhandler varer, der ikke krydser den danske grænse.

Varer, der ikke krydser den danske grænse, er varer, der er produceret og solgt i udlandet af danske virksomheder. Den slags varer udgør 47 procent af den samlede vareeksport til USA. Til sammenligning udgør varer, der krydser Danmarks grænse 92 procent af vareeksporten til Tyskland.

Ifølge Søren V. Kristensen kan det godt ske, at Tyskland indtager førstepladsen som Danmarks største handelspartner for 2020, men det kræver, at de kommer tilbage på hesten igen, og at vi ser nogle helt nye takter fra dem.

Trumps ønske om toldsatser mod EU kan blive en trussel

Nu hvor USA er blevet vores største handelspartner, betyder det også ifølge Søren V. Kristensen, at USA er blevet dem, vi isoleret set er mest afhængige af lige nu. Derfor bliver det værd at holde øje med, hvordan handelskonflikten mellem EU og USA udvikler sig.

”Truslen om handelskrig mod EU fra Trump bliver pludselig meget reel med USA som største handelspartner. Hvis det bliver dyrere for amerikanerne at købe danske varer, så kan det ende med at koste både vækst og arbejdspladser herhjemme,” siger Søren V. Kristensen.

Det er blandt andet blevet luftet, at Trump ønsker told på eksport af biler fra EU. Det vil først og fremmest ramme den tyske økonomi, men også Danmark, som har en del af de underleverandører, der findes til de tyske bilproducenter.