De Konservative er klar til at overveje det, mens Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet siger klart nej. Et forslag fra Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen, deler vandene på Christiansborg: At medarbejdere, der har brug for at rejse i kraft af deres nøglepositioner hos eksportvirksomheder, bør rykkes frem i køen til coronavacciner.
Skarpest er afvisningen fra Dansk Folkeparti: “Det er så uetisk. Skubber du nogen ind i køen, er der andre, der skal ryge ud,” siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).
“Jeg sidder i øjeblikket med sociale væresteder og handicappede, og det synes jeg er et større spørgsmål. At erhvervsdrivende skal frem i køen – nej, nu stopper de. Jeg følger myndigheders anbefalinger til rækkefølge,” tilføjer hun.
De Konservative støtter derimod som udgangspunkt forslaget, oplyser sundhedsordfører Per Larsen. Han påpeger, at de fleste plejehjemsbeboere er vaccineret, og at sundhedspersonalet er næst i rækken.
pct. af den danske befolkning er vaccineret
“Jeg håber, at det er lige om hjørnet, og at vi allerede i februar kan åbne for andre. Og man kunne godt overveje, om gruppen med 65-årige kunne rykkes til 70,” siger Per Larsen.
“Det er et kapløb og en afvejning, og erhvervslivet bærer så mange ofre i øjeblikket. Der kan være eksportmedarbejdere, for hvem det er voldsomt vigtigt at kunne rejse ud med et vaccinationskort i lommen, og det skal man også tilgodese,” tilføjer han.
Sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) forventer flere af den type diskussioner i den kommende tid.
“Men jeg tror, at vi gør klogt i at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. De har lavet beregninger på, hvem der har mest brug for denne vaccine, og hvordan vi redder flest mulige menneskeliv, i den sundhedskrise vi står i. Det er den plan, vi nu engang følger,” siger Rasmus Horn Langhoff.
“Førsteprioriteten er at redde menneskeliv og beskytte de mest sårbare borgere. Det er dem, der står først i køen,” fastslår han.