ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tysklands politiske ledere advarer Grækenland

Efter valgsejren til venstrefløjspartiet Syriza i Grækenland kræver både Tysklands kristelige demokrater og socialdemokraterne i SPD, at den kommende regering i Athen overholder indgåede låneaftaler.

Penge
Europa åbner i rødt efter græsk valg
Tyskland har hele tiden insisteret på, at grækerne må acceptere de betingelser, der er fastlagt for landets lånepakker på 240 milliarder euro, som har forhindret en statsbankerot.

En af de ledende ordførere for de kristelige demokrater, Hans-Peter Friedrich (CSU), advarer grækerne om, at de ikke må opgive sparekursen.

"Grækerne må selv tage konsekvenserne og skal ikke tro, at de kan lægge dem over på de tyske skatteborgere," siger den konservative Friedrich til tabloidavisen Bild.

Også den konservative leder af indenrigsudvalget i det tyske parlament, Forbundsdagen, Wolfgang Bosbach, siger, at "brud på aftaler ikke må blive belønnet."

"Det ville være et fuldstændigt forkert signal at sende til andre kriseramte lande, som øjeblikkeligt ville kræve det samme," siger han i en kommentar i avisen "Neue Osnabrücker Zeitung."

Politik
Grækenland bliver et nyt Venezuela - bare uden olie
Bayerns finansminister, Markus Söder (CSU), siger til Spiegel Online:

"Grækenland må fortsætte reformkursen. Dermed vil det til sidst opnå succes. I modsat fald bliver det dyrt for hele Europa."

SPD's gruppeleder i Forbundsdagen, Thomas Oppermann, kræver også, at Syriza fortsætter med nye reformer og bekæmpelse af korruption i det græske samfund.

"Tyskland vil fortsat være solidarisk med Grækenland. Men man får ikke noget uden at yde noget igen," siger han og understreger, at Grækenland er forpligtet over for EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond, IMF.

I Tysklands liberale parti De Frie Demokrater siger partileder Christian Lindner, at grækerne ikke må komme og stille urimelige krav til euro-partnerne.

"Enhver ny regering i Athen skal vide, at den økonomiske hjælp er bundet op på løfter om reformer," siger Lindner til avisen Westdeutschen Allgemeinen Zeitung.

Flere iagttagere venter, at forbundskansler Angela Merkel vil vente med personligt at kommentere den nye situation i Athen, indtil der er kommet mere konkrete udspil fra Syriza og den kommende premierminister, Alexis Tsipras.

Kommentatorer fremhæver, at Tyskland ikke ønsker at se Grækenland forlade euroen, og at de fleste grækere ønsker at forblive i den - omend de ønsker at få ændret på låneaftalerne.

/ritzau/DPA

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis