Coronakrisen har ikke gjort diskussionen om en ny plan for infrastrukturen mindre aktuel. Tværtimod, fortæller transportminister Benny Engelbrecht (S), som har en ambition om, at der i efteråret skal sættes gang i de politiske planer for, hvordan trafikken udbygges de kommende ti år.
De økonomiske vilkår efter corona vil kræve hårde prioriteringer, og her peger transportministeren på særligt ét projekt, som han mener bør skubbes.
“Ikke fordi jeg skal skyde en midtjysk motorvej ned, men bare konstatere, at det måske er et af de projekter, der ligger længere ude i fremtiden, end det tidligere har gjort. Simpelthen pga. rå økonomi, og fordi den samfundsmæssige forrentning er så dårlig, som den er,” siger Benny Engelbrecht.
Den midtjyske motorvej – eller hærvejsmotorvejen, som den også bliver kaldt – er et af de større projekter til samlet 16-17 mia. kr.
Før valget aftalte den tidligere VLAK-regering sammen med DF at sætte i gang i en første etape fra Haderslev til Give i 2023. Og særligt midtjyske produktionsvirksomheder med eksport til Tyskland har efterspurgt motorvejen som en aflastning af den østjyske E45-motorvej, der tit sander til.
Men står det til transportministeren, må de altså spejde flere år ud i fremtiden efter den midtjyske motorvej.
“Jeg ved godt, der har været investeret meget politisk kapital i det. Men jeg tænker, der er andre projekter, som ser ud til at have en langt bedre samfundsøkonomi i sig, og som det giver bedre mening at prioritere tidligere,” siger Benny Engelbrecht.
Hos JP Group, der producerer auto- og reservedele med 200 medarbejdere i Viborg, bliver ministerens melding modtaget med skuffelse.
“For os i Viborg er det noget, der ligner en erhvervsmæssig katastrofe,” siger adm. direktør Martin Pedersen.
JP Group har ca. 10.000 last- og varebiler, der kører til og fra virksomheden hvert år, og de 90 km landevej fra Viborg til Vejle forsinker både transporten til Tyskland, ligesom den svækker muligheden for at tiltrække arbejdskraft.
“Jeg er bange for, at vi bliver lukket helt inde,” siger Martin Pedersen, som også kritiserer, at der ikke er lavet en fuld vvm-undersøgelse af det samlede projekt, før ministeren mener, det bør udskydes.
Lige nu er der forskellige vurderinger af, hvor rentabel den midtjyske motorvej er. Og de nyeste beregninger er lavet på baggrund af en landstrafikmodel, som andre projekter endnu ikke er vurderet efter.
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener stadig, at der vil være god samfundsøkonomi i den midtjyske motorvej, hvorfor Venstre også vil stå fast på den i de kommende forhandlinger.
“Vi holder fast i, at der skal være byggestart på den midtjyske motorvej i 2023,” siger han.
Desuden har de borgerlige partier længe efterspurgt, at regeringen satte gang i forhandlingerne om infrastruktur, fordi man lige nu kigger ind i nogle år, hvor der er relativt få projekter på bedding, ligesom nye investeringer kan sætte gang i den coronaramte økonomi.
Ifølge Benny Engelbrecht har det dog været vigtigt for ham ikke at “stå midt i en coronakrise og handle panikagtigt”. Samtidig henviser han til, at en ny plan for infrastruktur også hænger sammen med efterårets forhandlinger om grøn skattereform og omlægning af bilafgifter.
“Jeg afventer stille og roligt, at finansministeren har det store kølige overblik, og hvordan fordelingen så skal være mellem infrastruktur, grønne investeringer og andre initiativer,” siger han.