ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tommy Ahlers og iværksætterpanelet til regeringen: Her er vores anbefalinger

Opdateret 10:18- Regeringens iværksætterpanel er mandag kommet med en række anbefalinger til erhvervsminister Brian Mikkelsen og resten af regeringen, der skal gøre livet som iværksætter i Danmark lettere.

Regeringens iværksætterpanel blev sammensat i foråret 2017 og har serieiværksætteren Tommy Ahlers, som formand. Han er bl.a. medstifter af onlinetjenesten ZYB og it-virksomheden Podio.

Panelet består ud over Tommy Ahlers af 14 iværksættere, investorer og eksperter.

"Danmark har brug for iværksættere, og iværksætterne vil gerne bygge store virksomheder i Danmark. Det har været en intens proces, hvor vi løbende har haft en rigtigt god dialog med regeringen om vores arbejde, og det er meget tilfredsstillende at se, at den dialog allerede har udmøntet sig i nogle konkrete forslag fra regeringen til at forbedre iværksætternes vilkår," lyder det bl.a. fra Tommy Ahlers.

Også erhvervsminister Brian Mikkelsen er glad for at have modtaget anbefalingerne:

”Jeg deler Iværksætterpanelets vision om et Danmark, hvor det bliver mere nærliggende at starte, udvikle og investere i nye virksomheder. Regeringen har med udspillet ”Sammen om fremtidens virksomheder” allerede taget vigtige skridt på vejen i forhold til at følge op på panelets anbefalinger.”

Her er de overordnede anbefalinger:

1. Indfør investorfradrag i den personlige indkomst for investeringer i unoterede aktier – direkte og indirekte igennem fonde – for op til 1,5 mio. kr. pr. år.

Panelet foreslår et fradrag for personer, der investerer i mindre unoterede selskaber. Investeringer kan foretages direkte i virksomheder eller indirekte igennem fonde, der investerer minimum 80 pct. af deres aktiver i mindre, unoterede virksomheder. Det foreslås derudover, at der gives et fradrag i personlig indkomst på 50 pct. af investeringer op til 1,5 mio. kr. hvert år, og at fradraget kun kan anvendes det år, investeringen foretages. 

2. Indfør aktieindkomstskat på niveau med resten af Norden. 

Regeringen skal afskaffe progressionen i beskatning fra aktieindkomst, så Danmark kommer ned på samme niveau som resten af Norden. Derudover foreslås det, at man først kan udbetale udbytte i ejerledede virksomheder, når der er udbetalt 750.000 kr. i årsløn til direktøren. Det skal ske for at undgå det såkaldte ”hovedaktionærproblem”.

3. Indfør aktiesparekonto i stil med den ”svenske model”.

Giv mulighed for en aktiesparekonto i Danmark til noterede aktier.

4. Udvid ATP’s formålsparagraf til at omfatte investeringer i fremtidens danske arbejdspladser.

Det fremgår af loven, at danskernes pensionsselskab, ATP, skal investere således, at medlemmernes
interesser varetages bedst muligt. Panelet anbefaler derfor, at der ændres i reglerne omkring ATP, så selskabet i fremtiden har større fokus på danske virksomheder, når de skal investere.

5. Beskat medarbejderaktier i små selskaber som aktieindkomst og altid først ved realisering af gevinst.

Afskaf 10 procentsbegrænsningen for mindre virksomheder, således at der kan gives ubegrænsede medarbejderaktier til medarbejdere. Derudover skal beskatningen først ske, når man sælger aktierne. 

6. Gør det nemmere at dele ejerskab ved fuld aftalefrihed for vesting og tilbagekøbsklausuler af medarbejderaktier.

Panelet ønsker, at det skal være lettere at lave aftaler mellem medarbejdere og virksomheder om, hvordan medarbejdere kan opnå medarbejderaktier igennem forskellige mål. Det kan bl.a. være i forbindelse med, at en medarbejder har været i virksomheden i en bestemt tidsperiode.

7. Skab lettere adgang til ophold i Danmark for kompetencer på positivlisten.

Det skal være lettere for mindre danske virksomheder at tiltrække arbejdskraft. Panelet foreslår derfor at fastlægge en fast beløbsgrænse for aflønning af udenlandske medarbejdere på 250.000 kr. årligt, såfremt der også tilbydes medejerskab i virksomheden med en ejerandel på minimum 0,5 pct. eller mindst svarende til 100.000 kr. ved sidste værdiansættelse af virksomheden. 

8. Innovation, iværksætteri og digitalisering skal styrkes i uddannelsessystemet.

Der skal være større fokus på iværksætteri på de danske uddannelser. Det skal bl.a. ske ved at lave fag, der beskæftiger sig med emnet, ligesom der skal laves prøver og eksaminer om emnet. 

9. Lemp adgang til forskerordningen.

Giv mulighed for, at aktieoptioner og medarbejderaktier kan tælle med ved opgørelsen af minimumsindkomsten i forskerskatteordningen. Derudover skal der laves en særlig grænse for nye virksomheder på 40.000 kr. 

10. Enkel og attraktiv opsparingsordning til start af egen virksomhed.

Panelet ønsker at oprette en opsparingskonto, der er målrettet personer, som vil starte egen virksomhed. Det skal være muligt at indbetale 1 mio. kr. årligt i op til tre år, og der gives fradrag i den personlige indkomst for indbetalinger på kontoen. Bliver der ikke oprettet nogen virksomhed, så vil det være muligt at få udbetalt beløbet mod betaling af en afgift.

11. Skab en mere effektiv videnspredning fra universiteter til virksomheder.

Der skal ændres i universiteternes lovgrundlag, så universiteterne i højere grad bliver forpligtet til at dele viden med danske virksomheder.

12. Skab opdateret og progressiv regulering inden for ny teknologi.

Den offentlige sektor skal hjælpe virksomheder med at orientere sig om de gældende regler på nye innovative markeder. Det skal give færre administrative barriere for virksomhederne.

13. Gør offentlige udbud mere tilgængelige for mindre virksomheder.

Det offentlige skal i højere grad opdele kontrakter, så det bliver lettere for mindre virksomheder at byde ind på opgaverne.

Udover de 13 forslag har iværksætterpanelet også lavet yderligere syv supplerende forslag:

14. Forøg skattekreditten for udgifter til forskning og udvikling, og giv fuldt fradrag for fremførte, skattemæssige underskud.

15. Afskaf selskabsskat på udbytte fra unoterede aktier (rest af iværksætterskat).

16. Fleksibel ordning for Business Angel matching.

17. Vækstfonden skal have en permanent og fleksibel likviditetsfacilitet.

18. Giv lettere adgang til fast-track ordningen for mindre virksomheder og iværksættere.

19. Gør det lettere at komme i praktik på videregående uddannelser.

20. Markedsføring af Danmark som iværksætternation. 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis