“Jeg hælder til et nej.”
Sådan lyder reaktionen fra sygeplejerske Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen, som er en af de godt 80.000 sygeplejersker, der skal stemme om den mæglingsskitse, som forligsformanden fremlagde i går.
Sygeplejerskerne havde varslet mulig strejke fra fredag, men den er foreløbigt udskudt, indtil et afstemningsresultat er klar til juni.
“Jeg frygter, det ender som en syltekrukke
Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen, tillidsrepræsentant på Rigshospitalet
“Jeg er helt med på, at ligeløn ikke kan løftes ved overenskomstbordet, men samtidig er jeg enormt skeptisk over for endnu en komité. Jeg frygter, det ender som en syltekrukke. Vi har allerede haft en ligelønskommission, og hvis det havde løst problemet, stod vi jo ikke her igen,” siger Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen, tillidsrepræsentant på øre-næse-hals-afdelingen på Rigshospitalet.
Med mæglingsskitsen lægges der op til, at sygeplejerskerne omfattes af den aftale, som de i første omgang stemte nej til. Det vil sige, at de har udsigt til lønstigninger på lige over 5 pct. over de kommende tre år.
Når det lykkedes at få Dansk Sygeplejeråd, Radiografrådet og de regionale og kommunale arbejdsgivere til at skrive under på mæglingsskitsen, hænger det sammen med, at der er opnået enighed om at nedsætte en komité om lønstrukturer i den offentlige sektor. Kommissionen skal blandt andet have deltagelse af parterne på det offentlige område.
pct. lønstigning står sygeplejerskerne til at få over de kommende tre år
Det kan være med til at rette op på mange års uligeløn, mener sygeplejerskernes formand.
“Selvom vi kæmpede hårdt ved forhandlingsbordet, har vi ikke fået flere penge til sygeplejerskerne her og nu. Men vi har fået noget, som jeg mener, er meget vigtigere: Vi har fået indledt et reelt opgør med sygeplejerskernes og andre af velfærdsprofessionernes lønefterslæb. Og det er en fælles fagbevægelse, som står bag forslaget til regeringen. Det er en milepæl, som har store perspektiver, for aftalen markerer begyndelsen på at få os ud af den trædemølle, vi har trampet rundt i siden 1969 på grund af Tjenestemandsreformen,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, i en pressemeddelelse.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen er det ikke muligt kun at løse problematikken omkring ligeløn for sygeplejerskerne. Sygeplejerskerne og radiografområdet omfattes af overenskomstaftalerne fra februar. Efter de offentlige overenskomstforhandlinger er afsluttet, nedsætter regeringen en komité om lønstrukturer i den offentlige sektor. Komitéen vil være med deltagelse af parterne fra det offentlige arbejdsmarked. Komitéen kommer med anbefalinger og konklusioner under hensyn til, at løn og andre ansættelsesvilkår i den offentlige sektor fastsættes ved kollektive overenskomster.
“Det bliver ikke kun sygeplejerskernes løn, det kommer til at handle om. Der er lagt op til, at der skal være flere parter med. Problematikken omkring ligeløn vedrører bl.a. også pædagoger, sosu-assistenter og socialrådgivere, så hvis man ikke finder en bredere løsning, melder problemet sig igen ved næste overenskomstrunde i 2024,” siger Nana Wesley Hansen, lektor på Københavns Universitet.
På Rigshospitalet oplever Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen en stor frustration blandt sygeplejerskerne, som ikke alene skyldes problematikken omkring ligeløn. Frustrationerne hænger også sammen med coronasituationen, hvor mange sygeplejersker har arbejdet over, stået i beredskab og løftet nye opgaver.
“Når vi så samtidig bliver ramt af negativ regulering, fordi lønposen på det regionale område er blevet for stor, så ryger noget af den fortjeneste, som mange sygeplejersker har fået på overarbejde og på at stå i beredskab. Der kunne jeg godt tænke mig, at man havde taget coronaindtjeningen ud af ligningen,” siger Louise Mønster Flyvbjerg Erichsen.