Denne her weekend skal markere en streg i sandet, lyder budskabet fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i hans tale til Dansk Folkepartis årsmøde, der finder sted i Herning lørdag og søndag efter længere tids uro og diskussion om den udlændingepolitiske stil.
“Nu vælger vi at se fremad. Og så finder vi os ikke i mere offentligt fnidder,” siger Kristian Thulesen Dahl.
“Det handler helt banalt om, at man ikke må rykke hovederne af hinanden i det offentlige rum
Kristian Thulesen Dahl
Årsmødet finder sted i skyggen af svækket vælgeropbakning og interne diskussioner om partiets udlændingepolitiske stil. Diskussioner, der noget usædvanligt også har fundet vej til medierne, og hvor den ene side tegnes af tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen og regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen. Mens den anden side personificeres af EU-parlamentsmedlem Peter Kofod og tidligere EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen.
Kristian Thulesen Dahl understreger, at han ikke har noget imod diskussioner, og at alle ikke behøver at være enige.
“Det handler helt banalt om, at man ikke må rykke hovederne af hinanden i det offentlige rum,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Han påpeger, at kommunalvalget finder sted om 59 dage. Fortsætter stridighederne vil det overskygge kandidaternes mulighed for at forklare vælgerne om Dansk Folkepartis politik, advarer Kristian Thulesen Dahl.
“Det må høre op. De personer, der ikke kan stoppe med skærmydsler og skænderier, skal ikke have lov at ødelægge det for de mange,” siger Kristian Thulesen Dahl, der i sin tale også drager paralleller til De Konservatives nedtur i 1990'erne.
Uenighederne i Dansk Folkeparti handler ikke så meget om det politiske indhold som om den stil, Dansk Folkeparti skal præsentere sine budskaber med. Bl.a. har Peter Kofod i en intern, men siden lækket, mail kritiseret Martin Henriksen for at lange ud efter statsminister Mette Frederiksen (S), da hun lagde et foto ud af, at hun blev vaccineret mod corona af en kvinde med muslimsk hovedtørklæde.
Tilfældet vil, at tre af de personer, der er i centrum for stridighederne – Martin Henriksen, Anders Vistisen og Erik Høgh-Sørensen, er på valg til hovedbestyrelsen i partiet i år. Valget finder sted lørdag eftermiddag, og Thulesen Dahl sender en klar opfordring til deltagerne ved årsmødet:
“Ønsker I en arbejdsdygtig bestyrelse – en bestyrelse, hvorfra der ikke udgår ufred og intern uenighed, skal I vælge folk, der 1: VIL samarbejdet. Ønsker at samarbejde og finde fælles løsninger. Og 2: Folk der forstår, at interne ting holdes internt.”
Samme opfordring – at holde interne ting internt- gælder kandidaterne til hovedbestyrelsen:
“Kan kan I ikke – så find venligst et andet sted at boltre jer,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Få dage før årsmødet har en gruppe lokalformænd opfordret tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard til at tage tøjlerne tilbage. Kjærsgaard, der er 74 år, har afvist dette. På vej ind til årsmødetfastslog hun over for flere medier, at hun ikke vil stille op til kampvalg.
“Jeg har det rigtigt skidt med de målinger, vi har. Det er trist. Den udvikling må og skal vendes. Det er et must,” lød det også fra partistifteren ifølge Ritzau.
“Kristian Thulesen Dahl fik en opgave i 2012. Han skal levere nu,” sagde Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkeparti ligger aktuelt til omkring 6 pct. af stemmerne, viser det vægtede gennemsnit af meningsmålinger Ritzau Index. Ved valget i 2019 fik partiet 8,7 pct., hvilket var mere end en halvering fra valget fire år tidligere.