Nogle gange roder man sig ud i et slagsmål med den forkerte. Det må Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening og Energistyrelsen sande, efter at Højesteret har afsagt en dom, som betyder, at Københavns Kommune ikke havde lov til at opkræve et administrationsgebyr for erhvervsaffald fra virksomheder, der ikke benyttede den kommunale erhvervsaffaldsordning.
Sagen, som Højesteret har taget stilling til, drejer sig om, hvorvidt en kommune kan kræve, at en virksomhed betaler et gebyr for en affaldsordning, selvom virksomheden ikke har noget erhvervsaffald. Sagen omhandler ca. 300.000 virksomheder, der i perioden fra 2010 til udgangen af 2018 har betalt i omegnen af 100 mio. kr. om året i affaldsgebyrer.
Det var Thomas Gønge - som driver et mindre internetfirma, DGL, der informerer om den grønlandske lovsamling, og som også er advokat i advokatfirmaet Plesner - der tilbage i 2015 bad Københavns Kommune om fritagelse fra at betale gebyret og siden anlagde sag imod Københavns Kommune.
Virksomheden, der ud over ham selv består af en computer og telefon, blev årligt opkrævet et gebyr på 937 kr. og 50 øre, uden at smide så meget som et stykke papir til kommunens erhvervsaffaldsordning. Kommunen nægtede at fritage virksomheden for gebyret, da kommunen i lighed med mange andre kommuner anså det for valgfrit, om den ville fritage virksomheder for gebyret.
Dommen betyder i første omgang, at Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning skal tilbagebetale 937,50 kr. for det ulovligt opkrævede gebyr til sagsøgeren Thomas Gønge.
“Jeg er meget glad for at have vundet sagen, og jeg er glad for, at landets højeste domstol har haft lejlighed til at tage stilling til nogle vigtige skatte- og forvaltningsretslige spørgsmål, i forhold til hvad kommunerne kan tillade sig over for virksomhederne og borgerne,” siger Thomas Gønge.
Da sagen startede ved byretten i København 2015, kørte Københavns Kommune det tunge skyts i stilling og bad om advokathjælp fra Energistyrelsen og Kommunernes Landsforening (KL), hvor Københavns Kommune henviste til, at sagen har “principiel betydning for ikke blot Københavns Kommune, men for alle landets kommuner”. Dertil anførte Københavns Kommune, at sagen har “meget omfattende konsekvenser for samtlige landets kommuner.”
I første omgang tabte Thomas Gønge sagen ved byretten i 2018. Thomas Gønge ankede dommen til landsretten, der i august 2019 enstemmigt gav Thomas Gønge medhold og erklærede gebyret for ulovligt. Sagen gik herefter videre til Højesteret, der med stemmerne 5-4 har stadfæstet dommen fra landsretten.
Højesteret har dog ændret lidt i begrundelsen – fra at det er ulovligt at opkræve gebyret hos virksomheder, der ikke benytter de kommunale erhvervsaffaldsordninger, til at det er ulovligt for kommunerne at nægte at fritage virksomheder fra gebyret, som ikke har erhvervsaffald.
“Det har været en lang og spændende og til tider hård og opslidende kamp, som har været kæmpet siden 2015. Det offentlige har anvendt store ressourcer på at føre sagen, hvilket er fuldt forståeligt, og har været bistået af dygtige og ihærdige repræsentanter,” siger Thomas Gønge.
Du har kæmpet en sag i fem år og ført en sag helt til Højesteret for at undgå at betale en regning på 937,50 kr. Hvad har fået dig til at tage den her kamp?
“Det var en vigtig og principiel sag, der berører mange mindre erhvervsdrivende i Danmark, og derfor skulle sagen føres hele vejen, og så har det også været ud fra nogle principielle overvejelser om, hvorvidt det offentlige uden om skatten kan pålægge borgerne at finansiere brugerbetalingsordninger, som de ikke benytter. Gebyret skulle dække omkostninger ved betalingsordninger, som andre virksomheder benytter, og for mig at se var gebyret derfor reelt et tvungent tilskud fra virksomheder uden affald til virksomheder med affald,” siger Thomas Gønge.
Højesteret peger i dommen på, at Thomas Gønge er den eneste ansatte i DGL, og at virksomheden drives fra hans private lejlighed, og så peger Højesteret i dommen på, at det må anses for ubestridt, at virksomheden kun har produceret marginale mængder erhvervsaffald. DGL har derfor reelt ikke belastet de kommunale affaldsordninger, ud over hvad der allerede er betalt af Thomas Gønges private husholdning. Højesteret vurderer på den baggrund, at “beløbet er opkrævet med urette.”
“Et gebyr er betaling for en ydelse, og modtager man ingen ydelse, skal man ikke betale gebyret og dermed yde tilskud til de virksomheder, der faktisk modtager ydelser. Derfor mente vi, at administrationsgebyret for erhvervsaffald var opkrævet uden fornøden hjemmel. Det er nu endegyldigt slået fast af Højesteret,” siger Thomas Gønge.
Mia Amalie Holstein, der er cheføkonom og politisk chef i SMV Danmark, karakteriserer hele sagen som vanvittig og et klokkeklart eksempel på, hvor svært og omkostningstungt det er at køre en sag mod myndighederne.
“Vi har fulgt den her sag løbende, og vi mener, det har været et helt urimeligt gebyr, der er blevet pålagt virksomhederne, selvom de ikke har haft affald. På et højere niveau så har det også været en vanvittig sag, hvor det har været David mod Goliat, hvor Goliat ikke bare har været Københavns Kommune, men også Kommunernes Landsforening og Energistyrelsen,” siger Mia Amalie Holstein og fortsætter:
“Det er så meget heldigt, at virkelighedens David i form af Thomas Gønge så også har været advokat i Plesner, for mange af vores medlemmer står tit i en situation, hvor de opgiver at tage kampen op mod systemet, selvom de står over for noget, der er dybt urimeligt og uretfærdigt. Så meget stor ros til Thomas.”
I forhold til hvad dommen så kommer til at betyde i forhold til evt. tilbagebetaling til de virksomheder, der ikke har brugt de kommunale ordninger for erhvervsaffald, er det langt mere usikkert.
Det ligger i retspraksis, at der i den slags sager er en forældelsesfrist på tre år. Det betyder i praksis, at i og med gebyret er blevet opkrævet fra 2010, så kan virksomhederne, hvis retspraksis med en forældelsesfrist på tre år opretholdes, kun søge om at få penge tilbage for 2018, da gebyret blev afskaffet den 1. januar 2019.
“Der gælder som udgangspunkt en forældelsesfrist på tre år, når man vil kræve et beløb tilbagebetalt. Det er muligt, at fristen må anses for at være længere i det her tilfælde, men hvis det er den almindelige treårsfrist, der gælder, så betyder det, at virksomheder kun kan få tilbagebetalt ulovligt opkrævet affaldsgebyr for kalenderåret 2018, medmindre virksomheden har afbrudt fristen tidligere ved at rejse krav, f.eks. efter landsrettens dom,” siger Svend Erik Holm, der er partner hos Plesner med møderet for Højesteret, og som har ført sagen for Thomas ved landsretten og i Højesteret.
Mia Amalie Holstein opfordrer i kraftige vendinger kommunerne til at rette ind og se bort fra forældelsesfristen.
“Det er et godt eksempel på, at jura og etik ikke altid er det samme. Det er hamrende uretfærdigt, hvis man på grund af en forældelsesfrist ikke kan få sine penge tilbage, hvor forældelsesfristen på tre år også bliver meget kort, i forhold til en retssag der kører i mange år,” siger Mia Amalie Holstein.
Hun peger på, at mange af SMV Danmarks medlemsvirksomheder har klaget over affaldsgebyret.
“Det kan så godt være, at forældelsesfristen gør, at de ikke kan få det, men af etiske årsager så burde kommunerne frivilligt tilbagebetale de her penge til de mange små virksomheder, som ikke har fået noget ud af det her gebyr. Det er ganske enkelt ikke i orden at opkræve penge for noget, man ikke leverer en ydelse for, så kommunerne burde betale de penge tilbage til dem, der kan sandsynliggøre, at de ikke har haft behov for den her ydelse,” siger Mia Amalie Holstein.
Kommunernes Landsforening (KL) har ikke ønsket at stille op til interview, i forhold til hvad dommen har af konsekvenser. KL’s presseafdeling henviser til en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, og KL meddeler, at de ikke kan udtale sig, før de har nærstuderet dommen.
Karsten Biering Nielsen, vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, vil gerne stille op til interview. I forhold til selve dommen fra Højesteret siger Karsten Biering Nielsen, at der kan være særlige tilfælde, hvor virksomheder, der har bedt om fritagelse for at betale gebyret, skulle have været fritaget for at betale affaldsgebyret.
Hvad får det så af konsekvenser i forhold til tilbagebetaling til de virksomheder, der ikke skulle have betalt det her gebyr?
“Vi kommer til at se på, om vi har andre ansøgninger liggende, som vi skulle have sagsbehandlet på linje med den her sag fra Thomas Gønge, og hvor vi skal tilbagebetale penge, men vi forventer, at det er stærkt begrænset, hvor mange tilfælde det drejer sig om, og hvad de økonomiske implikationer er,” siger Karsten Biering Nielsen.
SMV Danmark anfører, at kommunerne burde se bort fra forældelsesfristen og gå længere tilbage end tre år og tilbagebetale penge til de virksomheder, der kan sandsynliggøre, at de ikke har gjort brug af den her affaldsordning. Hvad tænker du om det?
“Det har vi ikke nogen holdning til i første omgang. Vi skal studere dommen og se, om vi har nogle tilfælde og ansøgninger, der ligger uden for forældelsesfristen, og så forholder vi os til det,” siger Karsten Biering Nielsen.
Ét er så, hvad der er sket. Noget andet er, hvad dommen vil betyde fremadrettet i forhold til den statslige og kommunale praksis med at opkræve gebyrer fra virksomheder og borgere.
Til det siger Svend Erik Holm:
“Ud over forældelsesspørgsmålet rejser dommen også en række forvaltningsretlige spørgsmål. Skal kommunerne genoptage sagerne af egen drift eller kun på anmodning? Er det alle virksomheder uden affald, der er berettigede til tilbagebetaling, eller kun dem, der tidligere har fået ulovligt afslag på fritagelse? Der er jo nok mange virksomheder, der ikke har villet spilde ressourcer på at søge om fritagelse, fordi de vidste, at kommunen alligevel ville give afslag,” siger Svend Erik Holm.
Hvis man fra kommunal side vil pålægge virksomhederne et gebyr, vil denne dom så kunne betyde, at der skal gives mulighed for, at man fritages for gebyret, i det omfang man ikke er omfattet af det, der ligger i gebyret?
“Ja, det tror jeg godt, at der kan komme en øget opmærksomhed omkring. Man skal sikre sig, at man rammer den gruppe, der får en modydelse, når man laver sådan en gebyropkrævning. Hvis man vil pålægge dig at betale pasgebyr, så skal du vel også have et pas. Selvom Højesteret lægger til grund, at administration, planlægning, information, rådgivning og konkrete anvisninger kan være modydelser, så kan jeg vanskeligt forestille mig, at du kan pålægges en pligt til at betale pasgebyr, hvis du siger, at du ikke vil have et pas,” siger Svend Erik Holm.
