Den voldsomme opmærksomhed, Kristian Jensens nye diplomatjob som særlig repræsentant for Danmark har skabt, vidner om grundlæggende magtkampe mellem regering og embedsmænd og tvist om Udenrigsministeriets position. Kristian Jensen får kontor i Udenrigsministeriet og skal i de kommende år arbejde for, at Danmark sikres en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.
Udpegningen af ham repræsenterer et nybrud; der er ikke tradition for, at politikere udpeges til diplomatposter, og embedsmandsværket bekymrer sig om, hvorvidt Jensen blot er første i rækken.
Hans kvalifikationer og kompetencer opbygget som bl.a. skatteminister, udenrigsminister og finansminister sætter de færreste spørgsmålstegn ved – og statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte da også Kristian Jensen for “den helt rigtige mand til at kæmpe for det danske kandidatur,” da udnævnelsen blev præsenteret.
Andre politikere må løbende spørge sig selv, om nogen overhovedet vil røre dem efter exit fra en toppost som partileder eller mangeårige minister?
Eller om de selv en dag bliver genstand for grovheder i den offentlige debat, hvor det fyger med vendinger om “afdankede politikere”, vennetjenester og studehandler.
Det synes mere at være undtagelsen end reglen, at mange år i toppolitik lader sig afløse af et betydningsfuldt job uden for Christiansborg eller Slotsholmen – uden at det giver anledning til kritik, undren eller mistanke.
Også hvis de afgående politikere forsøger at gøre brug af kompetencerne på et lavere niveau, som da Kristian Jensen eksempelvis for et år siden var blevet opfordret til at gå ind i Danmarks Idrætsforbund og blev mødt med i kommentar i Politiken om, at det ville være “en falliterklæring”, hvis forbundet gjorde den “fallerede politiker” til formand.
“Det kan være svært at forlade politik på en smuk måde
Poul Schlüter, fhv. statsminister (K)
40 år efter De Konservatives Poul Schlüter udtalte, at “det kan være svært at forlade politik på en smuk måde,” står eksemplerne på mennesker, der bliver heftigt ombejlet af headhuntere parate til at tilbyde dem topjob, ikke i kø.
Tidligere finansministre har dog ofte haft lettere ved at komme videre til tunge poster uden for Christiansborg; eksempelvis Knud Heinesen (S), Palle Simonsen (K), Henning Dyremose (K) og Bjarne Corydon (S). Nogle skift i nyere tid har vakt indholdsmæssig opsigt, som da topsocialdemokraten Henrik Sass Larsen i 2019 gik til DVCA som direktør for kapitalfondenes brancheforening.
Også andre organisationer på erhvervsområdet har tiltrukket mennesker fra det politiske miljø – som Brian Mikkelsen, der skiftede De Konservative ud med Dansk Erhverv, eller brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder, der i 2014 hentede den tidligere K-formand Lene Espersen ind til direktørposten.
Humanitære organisationer har ligeledes været aftagere – som tidligere R-minister Christian Friis Bachs kortvarige ansættelse som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Johanne Schmidt-Nielsens (EL) tilsvarende stilling hos Red Barnet eller Helle Thorning-Schmidts (S) direktørjob i Save The Children International.
Den tidligere udviklingsminister og FN-undergeneralsekretær Christian Friis Bach forsøger nu at komme tilbage til politik ved næste valg.
EU-parlamentet har også, eksempelvis for Poul Schlüter (K), Poul Nyrup Rasmussen (R) og Bendt Bendtsen (K), været brugt som seniorstation efter mange års virke i toppolitik på Christiansborg.
Men afgang til poster i sværvægtsklassen er sjældne – som Anders Fogh Rasmussens (V) exit direkte fra statsministerposten i 2009 til posten som Nato’s generalsekretær. Den tidligere V-formand gik senere ind i den internationale politiske rådgivningsbranche med firmaet Rasmussen Global.
En anden tidligere partiformand, Liberal Alliances Anders Samuelsen, vakte for nyligt opsigt med et pressemøde i firmaet UV Medico, hvor han er blevet direktør. Den tidligere udenrigsminister er engageret i virksomheden, der har udviklet et lysapparat, som skal kunne dræbe coronavirus på overflader.
Det overordnede billede er, at et langt liv i politik ikke nødvendigvis er et plus, når en tidligere minister eller partiformand vil videre. Som tidligere V-formand Uffe Ellemann-Jensen forklarede i 2018 til Berlingske: “Erhvervslivet er meget tilbageholdende med at ansætte dem, der har været i politik, specielt hvis du har været en fremtrædende figur. Jeg har fået meget ud af mine internationale kontakter gennem jobbet som udenrigsminister, men ellers har min tid i dansk politik ikke været en fordel.”
En anden tidligere Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, valgte for godt et år siden at supplere sit folketingsarbejde med et deltidsarbejde som specialrådgiver for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Løkke varmer dog i øjeblikket med sit netværk op til dét, der kan blive stiftelsen af et helt nyt parti.
Hans fremtidsmuligheder uden for Christiansborg har løbende været genstand for gisninger. Eksempelvis i 2016, hvor Lars Holmgaard, ceo og headhunter i headhunterfirmaet Holmgaard Management, ifølge B.T. vurderede, at en toppost måtte være inden for rækkevidde:
“Jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen vil få en international politisk toppost. Jeg har svært ved at forestille mig andet. Enten som rådgiver eller direktør. Han kunne godt gå i Anders Fogh Rasmussens fodspor. Ikke nødvendigvis i Nato, men i en anden stor politisk organisation.”
Nu tyder meget på, at det bliver op til Lars Løkke Rasmussen selv at skabe noget stort igen.
