Der er mindst to meget afgørende udfordringer i den grønne omstilling, der venter politikerne på den anden side af sommerferien. Dels indholdet i den grønne skattereform, et flertal styrer efter at få gennemført. Dels omlægningen af bilafgifter, der skal sikre flere el- og færre benzin- og dieseldrevne biler på vejene.
Begge dele er afgørende søjler i den omstilling, der skal sandsynliggøre målet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Debatten indtil nu har lidt haft karakter af “tænk på et tal”. Til efteråret kommer de rigtigt hårde diskussioner om, hvordan man også får mest “klima for pengene.”
“Hvor høj og hvornår en mulig ensartet CO2-afgift politisk og teknisk lader sig gennemføre, er fortsat et åbent spørgsmål
Bilområdet var et af de første, politikerne begyndte at konkurrere om, i takt med at den grønne dagsorden rykkede op på den politiske dagsorden. I 2018 erklærede Lars Løkke Rasmussen (V) således i åbningstalen til Folketinget, at målet var én mio. el- og hybridbiler på vejene i 2030. Han overtrumfede dermed dengang Klimarådets og Socialdemokratiets forslag om en halv mio. som passende mål.
Efter magtskiftet har regeringen valgt at afvente kommissionsarbejdet – mens Klimarådet selv har skærpet anbefalingerne, så der bør udarbejdes plan for mindst en mio. og gerne halvanden mio. elbiler i 2030. Samme niveau som klimapartnerskabet på transportområdet ligger på.
Reelt kommer der først gang i en mere substantiel diskussion om omlægningen, når kommissionen senere i år afleverer sine bud på, hvordan der kan omlægges til eksempelvis teknisk baserede bilafgifter, kørselsafgift, vejafgifter mm. med det mål at fremme den grønne omstilling inden for transportområdet. Udfordringen er at undgå, at statskassen på sigt kommer til at miste en stor del af de årlige indtægter på omkring 50 mia. kr.
“Uanset hvad, så er det enorme beløb, der ikke kan finansieres af råderummet eller gennem en simpel omlægning af reglerne,” som skatteminister Morten Bødskov (S) udtrykte det på et samråd tidligere i år.
Større ændringer her vil ikke blot påvirke udvalgte erhverv og brancher, men også sætte fut i fordelingsdiskussioner og spørgsmål om effekt mellem land og by, hovedstad og provins.
Tilsvarende store udfordringer byder den grønne skattereform på. Finansminister Nicolai Wammen (S) har nok lovet som led i klimaaftalen at præsentere et udspil til grøn skatteomlægning med øgede CO2-afgifter – men hvor høj og hvornår en ensartet CO2-afgift politisk og teknisk lader sig gennemføre, er fortsat et åbent spørgsmål.
Udover de tekniske vanskeligheder med at skrue en ensartet CO2-afgift sammen, er der de politiske hensyn om bl.a. social balance, ansvarlig samfundsøkonomi, konkurrenceevne og erhvervsvilkår, som alle skal indgå ifølge aftalen. Wammen har dog det spillerum, at deltagelse i den meget brede klimaaftale ikke giver sikker adgangsbillet til også at tage del i den grønne skattereform.
