Intet tyder på, at SVM-regeringen kommer til at blive meget mere belastet af forløbet omkring minksagen, end tilfældet allerede er. Sms-sagen må forventes at lide en langsom død, efter at det mandag aften stod klart, at mulighederne for at genskabe indholdet af statsminister Mette Frederiksens (S) slettede beskeder er tæt på ikkeeksisterende.
Men regeringspartierne kommer alligevel til at blive generet af forløbet. For statsministerens vedkommende fordi spørgsmål om relevant indhold i de slettede beskeder vedrørende beslutningen om at aflive alle mink ender blindt og dermed uforløst. Der er oppositionspartier, der har en logisk interesse i at holde liv i sagen – også hvis det forudsætter vedvarende pres på Frederiksen om at gå tiggergang hos Apple og anmode tech-giganten om hjælp til dét, danske efterretningstjenester måtte give op over for. For Venstre er sagen også fortsat ubehagelig, selv om Troels Lund Poulsen (V) mandag gjorde, hvad han kunne for at holde sagen ud i strakt arm. Partier som De Konservative, LA og ikke mindst Danmarksdemokraterne – der går målrettet efter frustrerede V-vælgere – vil bruge sagen til løbende at minde vælgerne om Venstres kovending i forhold til at komme til bunds i minksagen.