ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Skatteaftale på plads – topskattegrænse hæves

Indkomstgrænsen for topskat forhøjes med samlet 54.400 kr. Bundskatten sænkes 1,5 pct. og mellemskatten fjernes. Til gengæld bevares topskatten på 15 pct., hvilket er en stor sejr for Dansk Folkeparti (DF), der er det eneste parti bag forliget med VK-regeringen.

Af aftalen fremgår det, at indkomstgrænsen for topskat forhøjes således med 36.000 kr. (2009-niveau) i 2010 og med yderligere 18.400 kr. (2009-niveau) i 2011.

Topskatte-grænsen hæves til 406.000 kroner i 2011, hvilket er mere end i regeringens og skattekommissionens forslag

"Jeg er meget tilfreds med den aftale regeringen i dag har indgået med Dansk Folkeparti. Der er tale om den største sænkning i marginalskatten nogensinde, nemlig 7,5 procent! Derudover hæver vi grænsen for, hvornår man skal betale topskat markant- også i forhold til regeringens oprindelige udspil i Forårspakke 2.0. Det er en historisk sænkning," siger De Konservatives formand, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.

600.000 slipper for mellemskat

Mellemskatten på 6 procent skæres væk, som regeringen foreslog i det oprindelige udspil, der blev lanceret i tirsdags. Det betyder, at mere end 600.000 personer med en indkomst over 352.000 kr. slipper for at betale mellemskat.

Bundskatten bliver sænket med 1,5 procentpoint, hvilket svarer til en skattenedsættelse på ca. 14 mia. kroner. Det svarer til skattekommissionens forslag – men er mere end regeringens.

Der indføres en indkomstafhængig grøn check på 1300 kr., som også gives til børn (300 kroner)

Rentefradrag sænkes

Det meget omdiskuterede rentefradrag reduceres fra 33 pct. til 25 pct. fra 2015. Dog er der et bundfradrag på 50.000 kroner pr. person

Endvidere giver aftalen danskerne mulighed for at få pengene på den såkaldte SP-pension udbetalt allerede i år. Hvis en fjerdedel af danskerne gør det, vil det udløse 7-8 milliarder kr. ekstra allerede i år, siger finansministeren.

Smalt forlig

Bag aftalen står VK-regeringen og DF efter at Liberal Alliance som det sidste parti trak sig fra forhandlingerne lørdag i skuffelse over ambitionsniveauet i skatteaftalen.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale trak sig meget tidligt i forløbet, da de ikke kunne indløse den adgangsbillet statsminister Anders Fogh Rasmussen havde krævet indløst i form af en række ultimative krav om bl.a. af overholdelse af skattestoppet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis