Selskabsskat forgylder statskassen trods dyk i sats
Ulrik Horn
14. mar. 2016 KL. 14.33
Gem til senere
Statskassen og dermed velfærden er den store taber, hver gang selskabsskatten får et hak nedad.
Sådan lyder retorikken fra store dele af Christiansborg altid, når der er rygter om, at skiftende regeringer pusler med at sænke satsen.
Men det er og bliver en myte, viser en ny rapport fra Dansk Byggeri, der har set selskabsskatten efter i sømmene over de seneste 50 år.
Oppe på 3 pct af bnp
Selv om selskabsskatten er sænket fra 50 pct. midt i 1980'erne til nu bare 22 pct., så er provenuet gået den stik modsatte vej, så det i dag udgør næsten 3 pct. af det danske bnp. Kun i årene lige før krisen - og i tre enkeltår før det - har provenuet været højere som andel af økonomien.
"Det er en myte, at selskabsskatteredskabet er ved at løbe os af hænde med udhuling af skatteprovenu til følge. Det viser udviklingen det seneste halve århundrede," siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Han fortsætter:
"Især hvis man zoomer ind på perioden med frie kapitalbevægelser fra åbningen af EU´s indre marked i begyndelsen af 90´erne og frem til i dag, så er satsen blevet halveret, mens provenuet er blevet næsten fordoblet som andel af bnp," siger Bo Sandberg.
Opsvinget er løftestang
Han understreger, at den største løftestang til, at selskabsskatterne fosser ind i statskassen, er, at Danmark var i ét langt opsving fra 1993 til 2008.
Og det spiller også ind, at hver gang skiftende regeringer har sat satsen ned, så har de bredt skattebasen ud ved at forringe afskrivningsmulighederne eller ved at lukke skattehuller.
Sagt med andre ord: Ganske vist er satsen sænket, men det indkomstgrundlag, selskaberne betaler skat af, er også gjort større.
Også dynamiske effekter
"Men det er også sandsynligt, at der har været positive dynamiske effekter i form af, at der er tiltrukket udenlandske investeringer til Danmark," siger Bo Sandberg.
Han understreger, at Danmark som et lille land er nødt til at ligge under gennemsnittet for de andre EU-lande for at kunne hente udenlandske investeringer.
Kilde: Dansk Byggeri på baggrund af Danmarks Statistik, Finansministeriet og DØR
Regeringen har varslet en skattereform til efteråret, men der er ingen tegn i sol og måne på, at lavere selskabsskat bliver en del af den reform. Og det er egentlig også fint nok at fokusere på personskatten i denne omgang, vurderer Dansk Byggeri. 55,8 mia i kassen
"Lavere selskabsskattesats er ikke blandt de højeste prioriteter for Dansk Byggeri i forbindelse med efterårets skattereform. Vi har mere fokus på personskat, lavere aktieskat og forenkling," siger Bo Sandberg.
Ifølge Danmarks Statistik lagde de danske selskaber 55,8 mia. kr. i kassen i selskabskat for 2014 - en stigning på 3,2 pct. i forhold til året før, selv om skattesatsen i 2014 faldt fra 25 til 24,5 pct.
Sidste år fik skattesatsen endnu et hak nedad til 23,5 pct., og sidste led i den tidligere regerings pakke var at sænke satsen til 22 pct. i år.