ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Se regeringens finanslov: Fradrag for rengøring og flere penge til skattevæsenet

Regeringen med finansminister Kristian Jensen (V) i spidsen er klar med sit bud på en finanslov for 2018.

VLAK-regeringen vil med udspillet forlænge det såkaldte boligjobordning, som er et fradrag til danskere, der betaler sig fra rengøring, børnepasning eller madlavning i hjemmet.

Hidtil har fradraget også givet fradrag for håndværkerarbejde i hjemmet, men den del af fradraget ønsker regeringen ikke at forlænge.

Helt konkret foreslår regeringen, at man fremover kan få et fradrag på op til 6000 kr. for f.eks. rengøring i hjemmet. Regeringen vil dog lægge op til, at skatteværdien af fradraget skal stige. I dag er skatteværdien er på cirka 27 pct., men regeringen vil øge dette til 40 pct.

En større offentlig sektor

Derudover vil regeringen lade udgifterne til den offentlige sektor vokse med 0,5 pct. i 2018. Det er til trods for, at Venstre og De Konservative gik til valg på nulvækst og Liberal Alliance gik til valg på minusvækst i den offentlige sektor.

0,2 procentpoint af de 0,5 pct. skal ifølge regeringen gå til øget sikkerhed, hvilket vil sige, at det skal målrettes til at styrke politiet og forsvaret.

Dansk Folkeparti, der efter forventningen skal stemme finansloven igennem, gik til valg på en vækst i de offentlige udgifter på 0,8 pct.

Flere penge til skattevæsenet

En af de større poster på finansloven er øremærket til at styrke det skandaleramte skattevæsen.

Her afsætter regeringen 5,5 nye mia. kr. over de næste fire år, som bl.a. skal styrke kampen mod skattesnyd, skriver regeringen. I 2018 alene vil regeringen tilføre det nye skatetvæsen 500 mio. kr. Som regeringen tidligere har meldt ud, vil Skat blive lukket ned og i stedet overgå til syv styrelser.

Regeringen har tidligere afsat 5 mia. kr. til det nye skattevæsen. Dermed er der i alt blevet afsat 10,5 mia. kr. til skattevæsenet de kommende år.

Et af de steder, der står til at få sparekniven er DSB. Her vil regeringen spare 207 mio. kr. i 2018 stigende til 829 mio. kr. i 2021.

Sparer penge ved statsbank


Regeringen vil også spare penge ved at flytte lån til den almene boligsektor fra realkreditinstitutterne over til statslån. Manøvren har især været udskældt i Venstre med gruppeformand Søren Gade som ankermand for kritikken.

Regeringen har derfor modereret forslaget en anelse, så besparelsen bliver lidt mindre end først tiltænkt. Der var lagt op til, at regeringen på sigt kunne spare 2 mia. kr. på manøvren. Nu bliver besparelsen på 1,4 mia. kr. fra 2025 og frem. 

I 2018 bliver besparelsen for det, der blandt kritikere bliver kaldt en statsbank, på 300 mio. kr.

Flere penge til veje


Regeringen har også afsat 410 mio. kr. fra 2018 til 2021 til investeringer i nye veje, "der skal forbedre vilkårene for bilisterne i hele Danmark," som regeringen skriver.

Finanslovudspillet er det tredje udspil fra regeringen i denne uge. Tirsdag præsenterede den et udspil med skattelettelser for 23 mia. kr. Onsdag kom der et erhvervsudspil til 2 mia. kr.

Regeringen præsenterer sit finanslovudspil på et pressemøde klokken 11.00 i Finansministeriet. Udspillet er allerede lagt ud på Finansministeriets hjemmeside.Du kan læse hele udspillet her.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis