ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

S vil have skat på formuer

De rigeste danskere skal igen til at betale skat af deres formue. Det opsigtsvækkende forslag tager S-formand Helle Thorning-Schmidt med til forhandlingerne om en skattereform.

"Vi skal overveje at genindføre en form for skat på de absolut største formuer. De bredeste skuldre skal bære mest. Også når det går nedad," siger Helle Thorning-Schmidt, som ikke har noget færdigt bud på, hvordan formuerne skal beskattes, skriver Berlingske Tidende.

Dermed kommer Socialdemokraterne med deres bud på, hvordan en skattereform skal se ud, efter at det i går kom frem, at regeringens skattekommission blandt andet barsler med en øget beskatning af boliglån og en lempelse af topskatten.

Formueskatten blev afskaffet i 1995 af Nyrup. Dengang betalte man én pct. i skat af formuer over godt 1,5 mio. kr. Formue var blandt andet indestående på bankkonti, værdipapirer og friværdi i egen bolig.

Helle Thorning understreger, at hun dog ikke vil beskatte boligejernes friværdier. Også SF vil have formueskatten indført og har allerede modellen klar: Én pct. og en beløbsgrænse, som i nutidskroner svarer til de 1,5 mio. kr., der var grænsen i 1995.

"Det er en retfærdighedsskat og ikke en misundelsesskat, for jeg tror, at rigtig mange vil være lykkelige for at være i en situation, hvor de skal betale formueskat, for det betyder jo, at de har en rigtig stor formue," siger Villy Søvndal, der dog heller ikke vil beskatte friværdi.

Derimod har K-leder Lene Espersen svært ved at se fordelene:

"Vi mener ikke, at det kan være rimeligt, at folk, der har betalt skat én gang, skal betale yderligere skat af deres opsparing."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er mere kort for hovedet:

"Næh," svarede han, da han blev spurgt, om formueskatten er borgerlig politik.

Kilde: Berlingske Tidende

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis