ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Russisk domstol løslader fængslet oppositionsleder

En russisk domstol i den nordlige Kirov-region har fredag midlertidigt løsladt den Putin-kritiske oppositionsaktivist Aleksej Navalnij, der torsdag blev idømt fem års fængsel for svindel i millionklassen og hvidvaskning af penge.

Navalnij bliver dog sat under rejserestriktioner.

Højst overraskende sagde den offentlige anklager torsdag aften, at Aleksej Navalnij kunne tage hjem til sin bolig i hovedstaden Moskva, mens han venter på at få behandlet sin appel.

Fredag formiddag er løsladelsen bevilget af domstolen i Kirov.

Løsladelsen betyder ifølge nyhedsbureauet AFP, at Aleksej Navalnij kan stille op til borgmestervalget i Moskva, der finder sted 8. september. Navalnij sagde dog efter dommen torsdag, at han trak sit kandidatur.

Hård kritik

Aleksej Navalnij er blandt de mest kendte bloggere i Rusland og en af de hårdeste kritikere af landets præsident, Vladimir Putin.

Putin-kritikeren blev kendt skyldig i at svindle for mindst 16 millioner rubler, der svarer til knap 2,8 millioner danske kroner.

Svindlen skulle være sket fra en statslig tømmervirksomhed, da Aleksej Navalnij var konsulent for guvernøren i den russiske Kirov-region i 2009.

Efter dommen har tusindvis af Navalnijs tilhængere demonstreret i flere russiske byer. I hovedstaden Moskva er over 200 mennesker blevet anholdt ifølge menneskerettigheds-overvågningscentret OVD-Info.

/ritzau/Reuters


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis