ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Støttepartier er dybt skuffede: Regeringen vil hæve mæglingsforslag efter klart nej fra sygeplejersker

Mai Villadsen er onsdag dybt skuffet over det forslag, der er kommet fra regeringen i sygeplejerskekonflikten. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mai Villadsen er onsdag dybt skuffet over det forslag, der er kommet fra regeringen i sygeplejerskekonflikten. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20.43Regeringen har onsdag præsenteret Folketingets partier for et forslag, der skal stoppe konflikten mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne. Forslaget lyder på at hæve forligsmandens mæglingsforslag til lov. Det mæglingsforslag stemte sygeplejerskerne klart nej til i juni.

Det bliver uden regeringens to støttepartier SF og Enhedslisten, der har forladt forhandlingslokalet.

“Jeg synes, at det her er så dybt skuffende for vores velfærdssamfund. Jeg er rigtig bekymret for, at det her vil betyde, at rigtig mange ansatte vil flygte ud af det offentlige.,” siger Mai Villadsen, der er politisk ordfører i Enhedslisten til Ritzau på vej ud af forhandlingslokalet.

Også Jacob Mark, der har været i forhandlingslokalet for SF forklarer, at det bliver uden SF's stemmer, at der skal stemmes for en hastelov.

“Det betyder, at SF stemmer nej. Vi vil have, at der er lige løn for lige arbejde i fagene,” siger han til TV 2. Og på Twitter tilføjer SF's partiformand Pia Olsen Dyhr, at forslaget ikke løser problemet.

Kræver borgerlige stemmer

Tilbage i forhandlingslokalet sidder regeringen sammen med de borgerlige partier og De Radikale. For at indføre et hasteindgreb i konflikten kræver det et flertal på mindst tre fjerdedele af stemmerne.

De Radikales beskæftigelsesordfører Samira Nawa bekræfter overfor TV 2, at partiet har tænkt sig at stemme for regeringens forslag.

“Vi kommer til at bakke op om det her. Men vi holder fast i, at der er en ligelønskamp, som vi simpelthen skal have kæmpet, og at det gælder flere kvindedominerede fag,” siger hun til TV 2.

Til gengæld får regeringen ikke opbakning fra Dansk Folkeparti. Det fortæller Kristian Thulesen Dahl til Ritzau. DF agter hverken at stemme for en hastelov eller for lovindgrebet i sig selv.

Og uden Dansk Folkeparti og Enhedslisten bliver det politiske puslespil spændende. Regeringen skal finde 135 mandater, og derfor er stemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale, Liberal Alliance og Nye Borgerlige ikke nok til at finde stemmerne.

Derfor bliver SF's stemmer om en hastelov afgørende for, hvorvidt konflikten kan afsluttes hurtigt. Og her forklarer Jacob Mark, at man i SF vil drøfte, hvorvidt man vil stemme for et hasteindgreb, mens der blankt afvises at stemme for lovforslaget.

Regeringen har indkaldt til et kort pressemøde med deltagelse af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og sundhedsminister Magnus Heunicke 20.45.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis