ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Regering: Små virksomheder skal sælge deres gæld

Den nye regering vil afskaffe iværksætterskatten med den ene hånd og gøre det muligt for mindre virksomheder at sælge gæld med den anden.

Kreditmarkedet er så nedfrosset, at mange især af landets mindre virksomheder har svært ved at finde finansiering. Det vil regeringen imødekomme ved at gøre det muligt at udstede obligationer – også for de mindre og mellemstore fisk i erhvervslivet.

"Regeringen vil undersøge muligheder for, at små virksomheder også får mulighed for at udstede virksomhedsobligationer samt afdække, om der skal ske ændringer i for eksempel Vækstfondens muligheder for at tilføre virksomhederne risikovillig kapital," lyder det iregeringsgrundlagetfra Helle Thorning-Schmidt (S) og co.

Farvel til skat

Det sker samtidig med, at regeringen vil afskaffe iværksætterskatten og undersøge muligheden for en reduktion og omlægning af erhvervsstøtteordningerne.

Iværksætterskatten er en kritiseret størrelse i erhvervslivet.

Erhvervsmanden Asger Aamund har blandt andet kaldt den "en selvmordsbombe under vækst og velstand".

Allerede populært

Udstedelse af virksomhedsobligationer er allerede populært blandt større virksomheder.

Med denne kan virksomhederne uden om banker og realkredit rejse den kapital, de har brug for, og sælge deres gæld direkte til investorer.

Tidligere har giganter som Dong Energy, Carlsberg, ISS, TDC, A.P. Møller - Mærsk og Arla udstedt virksomhedsobligationer med stor succes.

"Det har altid været god finansieringspolitik, at man har adgang til forskellige finansieringskilder, så man er sikker på at have et alternativ. Men i forbindelse med finanskrisen er det blevet mere udtalt," har afdelingsdirektør Jens Nielsen fra Danske Markets, tidligere forklaret Børsen.

Ud af krise

Det er netop i ly af krisen, at regeringen ser behov for nye finansieringsmuligheder.

"Tilgængeligheden af risikovillig kapital er faldet under krisen. Det har sat mange virksomheder i store finansieringsmæssige problemer, og det er nødvendigt at iværksætte tiltag, der kan forbedre muligheden for kapital til iværksættere og andre små virksomheder," lyder det i regeringen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis