ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Professor om Mette F's nye politiske motor: "Man får bygget nogle spændinger ind i Statsministeriet"

En dobbelt organisation i Statsministeriet, hvor der kan opstå en kamp om magten.

Det kan blive scenariet, når statsminister Mette Frederiksen (S) opretter et nyt politisk kraftcenter i Statsministeriet, hvor Martin Rossen som ny stabschef får hidtil uset magt - blandt andet med et fast sæde i de to magtfulde regeringsudvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Politik
Mette F opruster med ny politisk dynamo i Statsministeriet: "Vi styrker den politiske ledelse"
Det vurderer Jørgen Grønnegård Christensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ekspert i samspillet mellem politikere og embedsmænd.

Ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet skal det nye politiske sekretariat bestå af Martin Rossen og yderligere to politiske rådgivere og så "et antal medarbejdere fra centraladministrationen"

"En dobbelt-organisation"

Det må i praksis forstås sådan, at det er embedsmænd, der er håndplukket fra andre ministerier, vurderer professoren.

"Der bliver det jo interessant, for så får du jo en dobbelt-organisation i Statsministeriet. På den ene side har du det politiske sekretariat, som består af håndplukkede folk omkring statsministeren, og så har du på den anden side Statsministeriets departement, som også er bemandet med folk, der er hentet fra andre ministerier," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Politik
De Radikale stejler over Mette F's nye stabschef: "Har vi fået en ny vicestatsminister?"
Han understreger, at bortset fra Statsministeriets departmentschef Christian Kettel og nogle få andre medarbejdere er alle de andre på udlån fra andre ministerier såsom Finansministeriet, Udenrigsministeriet og
Justitsministeriet.

"Får bygget nogle spændinger ind"

Og hvem skal så bestemme? Hvordan er instruktionsbeføjelserne i ministeriet?

"Der får man bygget nogle spændinger ind i Statsministeriet, for du har den her højt placerede stabschef på den ene side, og så har du departementschefen på den anden side. Så kan man selv tænke sig til alle de spørgsmål, der kommer til at rejse i det daglige arbejde," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Han tilføjer, at det bliver forstærket af, at Martin Rossen får sæde som fuldt medlem i de to regeringsudvalg.

Balanceproblemer i udvalg

I dag er Christian Kettel sekretær i koordinationsudvalget, og i økonomiudvalget har han siddet med, fordi statsministeren ikke er medlem.

"Så de potentielle balanceproblemer importerer man også ind i de to udvalg," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Martin Rossen får vel som medlem af disse udvalg en politisk magt, som ingen politisk rådgiver nogensinde har haft før?

"Ja, det er rigtigt. Vi har ikke set politiske rådgivere gå ind i den form for fora, og vi har heller ikke set dem med de samme magtfulde beføjelser, som der ser ud til at være lagt op til her," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Vurderer du, at Rossen har en form for instruktionsbeføjelse overfor embedsmændene?

"Det er svært at svare på. Som reglerne er, må han ikke have det. Men så skal man tage de praktiske briller på og spørge, om det er realistisk, at det forholder sig på den måde, når man ser på, hvordan det politiske sekretariat bliver bemandet," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Svækker Finansministeriet

Kommer det her til at svække Finansministeriet?


"Det tror jeg. Først og fremmest fordi man ændrer balancen i økonomiudvalget, når man sætter statsministerens højre hånd ind på et fast sæde ved siden af finansministeren. Det ændrer jo Finansministeriets muligheder for at sætte dagsordenen og blande kortene i de forhandlinger, der foregår i økonomiudvalget," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Han tilføjer:

"Jeg ser det ret klart også som et skridt, der er rettet mod Finansministeriet."

Finansministeriet, der nu skal ledes af Nicolai Wammen (S), er i forvejen under pres, fordi den rutinerede departementschef Martin Præstegaard har sagt op - og skal være en del af ledelsen i pensionsgiganten ATP.

Foreløbig er der ikke udnævnt en afløser til Martin Præstegaard.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis