Kasseapparaterne i elektronikkæmpen Power er stadig rødglødende efter et salgsboom i efteråret, hvor danskerne har lagt deres feriepenge i butikkerne. Og nu kommer de store tilbud på black friday og julesalget oveni.
Jesper Boysen, topchef i Power, er blæst bagover af udviklingen.
“Vi har kunnet mærke udbetalingen af feriepenge med en rasende omsætningsvækst, og i oktober og november ligger vi med vækstrater, der bestemt ikke er ydmyge. Det er en helt vanvittig vækst i omsætningen,” siger Jesper Boysen.
så meget er væksten steget i november i Power efter udbetalingen af feriepenge
Han afslører, at i oktober havde Power en vækst i omsætningen på 50 pct., og i november er væksten foreløbig oppe med 88 pct.
“Det er især salget af hårde hvidevarer, der er eksploderet, og så salget af små maskiner til køkkenet. Altså blendere, røremaskiner og den type produkter. Og så har vi solgt rigtig mange fladskærme, hvor salget nærmest er eksploderet,” siger Jesper Boysen.
Topchefen understreger, at Danmark nok ikke kan booste forbruget mere, end det er lige nu, så det giver god mening at vente med at udbetale de sidste to ugers feriepenge til foråret, hvor restriktionerne måske er på vej retur.
“Det er nok godt at gemme lidt af krudtet til det nye år,” siger Jesper Boysen.
Han understreger dog, at også Powers salgsboom skaber nye arbejdspladser.
“Vi har åbnet to nye forretninger, og alene der har vi skabt 90 nye arbejdspladser, og så har vi bedt vores varehuschefer om at ansætte flere medarbejdere, da vi er for få ansatte ude i butikkerne,” siger Powers topchef.
Ifølge tal fra ATP har omkring 2,2 mio. danskere valgt at få tre af de fem ugers indefrosne feriepenge udbetalt, som en politisk aftale har givet mulighed for. Der er udbetalt over 50 mia. kr. før skat, og det svarer til over 20.000 kr. pr. dansker i snit.