Med kun 15 dage til allersidste frist 31. december siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen onsdag formiddag, at der er en “smal vej” til en fremtidig handels- og samarbejdsaftale med briterne.
Von der Leyen har onsdag holdt tale i Europa-Parlamentet. Hun gav bl.a. en status på brexit-forhandlingerne og sagde ifølge en udskrift af talen, at en aftale fortsat er mulig.
“Som tingene står, kan jeg ikke fortælle jer, om der bliver en aftale eller ej. Men jeg kan sige, at der er en vej til en aftale nu. Det er muligvis en meget smal vej, men den er der, og derfor er det vores ansvar at blive ved med at forsøge.”
“Som tingene står, kan jeg ikke fortælle jer, om der bliver en aftale eller ej. Men jeg kan sige, at der er en vej
Ursula von der Leyen, formand, EU-Kommissionen
Von der Leyen sagde, at forhandlerne har gjort fremskridt på de fleste spørgsmål – men at man nu er “så tæt på og stadig så langt fra hinanden, fordi der stadig er to udestående spørgsmål, og dem kender I: Konkurrencevilkår og fiskeri”.
På den britiske side har kilder så sent som tirsdag aften afvist overfor britiske journalister, at en aftale skulle være nært forestående.
Lykkes det ikke at nå en aftale om samhandel og samarbejde, så skal der handles efter WTO-regler fra 1. januar med told på varer og mulige barrierer for tjenesteydelser. Der vil også mangle samarbejdsaftaler på områder som transport, fiskeri, energi, sikkerhed, forskning og uddannelse.
Von der Leyens melding kommer, efter EU's chefforhandler Michel Barnier mandag morgen briefede EU-landenes ambassadører og parlamentets brexitgruppe. Diplomatiske kilder sagde efterfølgende, at Barnier også havde talt om en “smal vej” frem i de svære forhandlinger.
“De kommende dage bliver afgørende. Og jeg ved, jeg har sagt det før
Ursula von der Leyen, formand, EU-Kommissionen
Hvis det kan lykkes at nå en aftale i denne uge, så er der teoretisk en mulighed for, at både det britiske parlament og EU-parlamentet kan nå at stemme om teksten inden 31. december. Alternativt bliver der brug for en midlertidig løsning, hvor aftalen træder i kraft 1. januar men først får den parlamentariske godkendelse efterfølgende.
Den idé har dog ikke mødt opbakning i EU-Parlamentet, hvor flere har anført, at en så stor og vigtig aftale bør have demokratisk legitimitet.
Von der Leyen sagde, at “de kommende dage bliver afgørende. Og jeg ved, jeg har sagt det før, og jeg ved, at deadlines er blevet overskredet igen og igen.”
Hun appellerede om “opbakning og forståelse” men anerkendte også, at den korte tid til rådighed “sætter os alle i en meget svær situation. Ikke mindst dette parlament og dets ret til at udøve demokratisk kontrol og ratifikation.”
lowi@borsen.dk