Nervøsiteten har bredt sig blandt de partier, som i 2016 og 2017 lagde stemmer til et nyt ejendomsvurderingssystem og den nye boligskatteaftale. En ny fortrolig bevilling til udvikling af ejendomsvurderingssystemet indikerer, at alt måske ikke går efter planen. Efter flere forsinkelser skulle de nye boligvurderinger udsendes med start fra denne sommer og løbende ind i 2022.
Tal fra Finans Danmark bekræftede onsdag farten på boligmarkedet – at en tredjedel af husene og endnu flere af lejlighederne kun har været til salg i maks. en måned, før til salg-skiltet er væk igen. Regeringen – og en række eksperter – har sat deres lid til, at det nye boligskattesystem vil virke stabiliserende og håndtere den udfordring, som hyppigt diskuteres offentligt. Nemlig at svimlende prisstigninger øger uligheden og indebærer, at nogle boligejere i attraktive områder af landet kan indkassere mere ved en heldig handel end ved at knokle på arbejdsmarkedet i adskillige år. Signalværdien i de vilde eksempler undergraver regeringens fortælling om at skabe større økonomisk og geografisk lighed.
Det er derfor af kolossal betydning, at de nye vurderinger snart kommer ud. For nok skal det nye boligskattesystem – der for alvor kommer til at beskatte dyre boliger handlet efter skæringsdatoen hårdere – først træde i kraft fra 2024. Men allerede på den nye vurdering vil bolighandlere få et bedre indtryk af fremtidens potentielle boligskat.
“Det er derfor af kolossal betydning, at de nye vurderinger snart kommer ud
Forsinkes udsendelsen af de nye vurderinger endnu engang, kan det få tvivlen – berettiget eller ej – til at brede sig om det nye skattesystems ikrafttræden. Og dermed kan der gå længere tid, før en prisdæmpende virkning sætter ind.
Ifølge kilder med kendskab til det nye vurderingssystem er der fortsat usikkerhed omkring bl.a. træfsikkerheden og om håndteringen i forbindelse med klager over vurderingerne og følgerne heraf. Hertil kommer produktivitetstab i udviklingsarbejdet, tilskrevet coronahjemsendelserne.
Tilbage i 2017 kritiserede statsrevisorerne den utilfredsstillende økonomistyring ved udvikling af et nyt vurderingssystem, et arbejde, der konkret har været i gang siden 2014.
Udgifterne ventes aktuelt at løbe op over 1 mia. kr., og tidligere på året fastslog skatteminister Morten Bødskov (S), at han afventer eksterne eksperters vurdering af tidsplanen. Det såkaldte it-tilsyn med erfarne erhvervsprofiler blev nedsat tidligere i år og skal aflevere sin vurdering meget snart.
“Det er afgørende for regeringen, at vi ikke sender nye vurderinger ud, før systemet er helt klar. Boligejerne har ganske simpelt krav på mere retvisende vurderinger og en tidsplan, der holder. Derfor har vi bedt om, at der bliver gennemført en ekstern trykprøvning af hele ejendomsvurderingsprojektet,” sagde Bødskov dengang til Politiken.