ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nu stiger prisen på pap – og anden emballage

Danmarks største producent af emballage bruger, hvad der svarer til tre fuldtidsstillinger på at administrere nyt affaldssystem

Mette Staal er talsperson for DS Smith. Hun mener, at priserne på papemballage vil stige ekstremt meget.
Mette Staal er talsperson for DS Smith. Hun mener, at priserne på papemballage vil stige ekstremt meget. Arkivfoto: Nicoline Kjems-Krognos

Der har været hård kritik, og der er fortsat mange uafklarede spørgsmål hos virksomheder rundt om i landet.

Men onsdag sker det: Et nyt affaldssystem, det såkaldte udvidede producentansvar, træder i kraft.

Dermed bliver det virksomhederne, der skal betale regningen for at håndtere emballageaffald. Den omkostning har hidtil ligget hos borgerne, der har betalt over deres årlige skattebillet til kommunen.

Det betyder også, at priserne på en lang række emballageprodukter stiger.

Det er ekstremt meget

Mette Staal, DS Smith

Bl.a. på papkasser, bølgepap og andet papindpakning lyder det fra Danmarks største emballageproducent, DS Smith.

Prisen på pap vil stige med 2-3 kr. pr. kg svarende til cirka en fjerdedel af prisen, oplyser Mette Staal, talsperson for DS Smith.

“Det er ekstremt meget. Især hvis det følger med ud til forbrugerne. For ét er den papkasse, produkter typisk bliver transporteret i. Dertil kommer også den emballage, de er pakket ind i. Så der er mange lag i det,” siger Mette Staal.

Tre stillinger

Det udvidede producentansvar udspringer af EU-regler og skal i sidste ende gavne miljøet ved at tilskynde til at bruge mindre emballage.

Men den danske gennemførsel af reglerne er blevet mødt med hård kritik, da det i sommer stod klart, hvor store gebyrer virksomhederne egentlig skulle betale.

Det fik miljøminister Magnus Heunicke (S) til at gribe ind og varsle et loft over priserne. Det har særligt betydet, at glasemballage såsom syltetøjsglas og vinflasker slipper billigere. 

Mens indgrebet ikke har gjort så stor forskel for pap, oplyser Mette Staal.

Og noget andet, som det heller ikke har ændret på, er, at systemet er administrativt tungt for virksomhederne.

Hos DS Smith svarer det administrative arbejde med reglerne til tre fuldtidsstillinger, vurderer Mette Staal.

De skal bl.a. sondre mellem, om papemballagen er “generisk” – altså noget, der kan bruges af alle kunder – eller “ikkegenerisk” – altså en kasse eller æske med kundens logo eller tryk på. Det er afgørende for, om det er DS Smith eller deres kunde, der skal betale gebyret for producentansvaret.

“Vi skal indberette de mængder, der ikke er tryk eller print på. Men hvis kunden efterfølgende eksporterer det til andre lande, så har vi jo på deres vegne allerede indberettet mængderne til betaling i Danmark. Og så skal kunden faktisk i gang med endnu en administration for at bevise, hvor meget de har eksporteret, så de kan få pengene tilbage,” forklarer Mette Staal.

Håber på ændringer

Producentansvaret træder i kraft 1. oktober, til trods for at erhvervslivet har kæmpet for at få det udsat.

Mette Staal håber ikke desto mindre på, at der vil ske justeringer hen ad vejen.

“Vi tror på, at det her er den rigtige vej at gå. Vi kunne bare godt tænke os, at der var mindre administration i det. Og så kunne vi godt tænke os, at afgiften gjorde det billigere at vælge en genanvendelig løsning,” siger Mette Staal.

Magnus Heunicke har varslet, at modellen skal evalueres i 2027.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis