Fagbevægelsen og de store virksomheder er med regeringens hjælpepakke langt bedre stillet end de selvstændige. Sådan er vurderingen i såvel SMV Danmark og Dansk Erhverv.
“Pakken hjælper rigtigt mange Smv'er, men den hjælper ikke alle Smv'er. De store virksomheder, fagbevægelsen og regeringen efterlader de små virksomheder tilbage på perronen,” siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMV Danmark.
Med hjælpepakken kan virksomheder få lønkompensation, hvis man i stedet for at fyre medarbejdere sender dem hjem med løn.
“Man må bare ikke glemme de små selvstændige. Eksempelvis den selvstændige frisør, som står alene i sin salon og modtager afbud på afbud. Hun må lukke sin butik, hvis hun skal have dagpenge. Og hun har ikke fået hjælp med det her,” siger Jakob Brandt.
Regeringen erkender, at de små og mellemstore virksomheders problemer langt fra er løst med tiltaget.
Derfor bebuder statsminister Mette Frederiksen (S) også, at der kommer yderligere hjælp til den mindste del af erhvervslivet.
“Rigtigt mange virksomheder drives af selvstændige, enkeltmandsvirksomheder med videre. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har behov for en eksplicit indsats omkring dem. Det arbejde er gået i gang.”
Dansk Erhverv deler bekymringen for de små virksomheders fremtid.
“Det skulle nødig blive sådan, at det er betalinger til staten, der ender med at drive virksomhederne til at lukke,” siger Jakob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
Foruden ønskerne om mulighederne for at modtage dagpenge uden at virksomheden skal lukkes, ønsker SMV Danmark og Dansk Erhverv, at skat kan blive et supervåben i de små virksomheders overlevelseskamp. De opfordrer blandt andet til:
- Tilbagebetaling af kvartals- og halvårsafregnet moms.
- Indbetaling af A-skat og AM-bidrag stoppes straks.
- B-skat, punktafgifter og lønsum bør udskydes.
- Hurtigere betalingsfrister for private og offentlige kunder.
“Under finanskrisen brugte det offentlige og de store virksomheder smv'erne som kassekredit. Det var ikke kønt. Samtidig er der så mange muligheder for at lempe på indbetalingerne til staten. Naturligvis skal pengene betales på et senere tidspunkt. Men eksempelvis tilbagebetaling af moms er en hurtig måde at skaffe likviditet,” siger Jakob Brandt.