ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Minister om nyt statstilskud til Postnord: "Jeg blev noget overrasket over at erfare, hvor store udfordringer vi står med"

Torsdag fik transportminister Benny Engelbrecht (S) med møje og besvær et aktstykke godkendt i Folketingets Finansudvalg, som med en bevilling på over 100 mio. kr. giver ham muligheden for at få forhandlet en forlænget aftale med Postnord på plads.

Ved årsskiftet står den nuværende postaftale nemlig til at løbe ud, og derfor har politikerne i al hast måttet beslutte, om man ville sende flere penge ind i det statslige selskab for at bevare den såkaldte befordringspligt, som sikrer brev- og pakkepost i alle dele af landet.

Det forhastede forløb har vakt skarp kritik af Benny Engelbrecht, fordi man først kom i gang med forhandlinger 3. december, mens det egentlig var aftalt at få en aftale på plads i god tid inden nytår.

Venstre har betegnet det “som at sidde med en pistol for tindingen i 11. time”. Og i et lukket samråd torsdag anerkendte ministeren også, at han kunne have indkaldt til forhandlinger tidligere på året.

"Jeg påtager mig det fulde ansvar for, at dette ikke skete, hvad jeg også offentligt har tilkendegivet," sagde Benny Engelbrecht ifølge ettalepapir, som nu er oversendt til Folketinget.

Postnord kan ikke dække udgifter

I samme talepapir giver transportministeren et interessant indblik i, at krisen stadig kradser i den danske del af det statsejede Postnord.

"Da jeg tiltrådte som transportminister i juni i år var jeg bekendt med postområdet, men jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over at erfare, hvor store udfordringer vi står med vedrørende befordringspligten. Den er underskudsgivende og størrelsen af underskuddet indebærer, at Post Danmark ikke længere selv kan dække udgifterne," indledte ministeren sin tale i Folketingets Finansudvalg torsdag.

Politik
Ministers tillid til ledelsen i Postnord er svækket - næste år venter endnu en hård kamp om selskabets fremtid
Samtidig gjorde han det klart, at ordførerne allerede på et møde i april blev gjort bekendt med, at staten enten må samle en større millionregning op, eller at pengene alternativt kan findes ved at lade "postbefordrende virksomheder og/eller brugere" betale endnu mere for servicen end i dag.

"Trods den klare melding på mødet i april i postforligskredsen var der ikke noget beredskab til at håndtere udfordringerne vedrørende befordringspligten, da jeg overtog ministerposten i juni," står der i ministerens talepapir, hvor han også understreger, at en ny postaftale kræver et så omfattende forarbejde, at det med hans øjne ikke kunne nås at få på plads i dette efterår.

"Om jeg så havde indkaldt til politiske drøftelser i sommerferien, havde det ikke været muligt at gennemføre et forløb i 2. halvdel 2019, som kunne have ført til vedtagelse af ny lovgivning til ikrafttrædelse 1. januar 2020," står der også.

Finansministeriet sagde fra

Samrådet i Folketingets Finansudvalg blev holdt forud for den afstemning, der skulle sikre ministerens bevilling til Postnord.

Højst opsigtsvækkende stemte hverken Venstre eller Dansk Folkeparti for bevillingen, selvom begge partier er en del af forligskredsen på postområdet. Og ifølge Børsens oplysninger skal forklaringen på det findes i et forhandlingsmøde, som blev afholdt tidligere på dagen torsdag.

Inden dette møde var der nemlig lagt op til en løsning, hvor Postnords nye millionbevilling ikke skulle udbetales på én gang, men derimod månedsvis, frem til man har fået lavet en ny politisk aftale i foråret.

Men løsningen måtte på torsdagens møde rives af bordet i sidste øjeblik, fordi embedsmænd i Finansministeriet gjorde opmærksom på, at det simpelthen ville være i strid med de statslige bevillingsregler.

Politik
Private aktører: Postnord skal slankes kraftigt eller privatiseres
Samtidig har ministeren undervejs i forhandlingerne talt om manglende tillid til Postnords ledelse pga. et anonymt brev, der beskylder selskabet for konkurrenceforvridende adfærd. De to faktorer betød i sidste ende, at hverken Venstre eller Dansk Folkeparti altså ville stemme for bevillingen.

"Ministeren har ikke haft rygdækning i regeringen og har derfor måttet trække et aftaleudkast tilbage. Og mere alvorligt har han også på møder givet udtryk for, at han ikke har tillid til ledelsen i Postnord. Når det sker, kan vi selvfølgelig ikke stemme grønt til hans aktstykke," udtalte finansordfører Troels Lund Poulsen (V) torsdag.

Uagtet den højspændte proces, skal Benny Engelbrecht i foråret forsøge at lande en ny aftale, hvorfor der nu er sat gang i flere analyser om befordringspligten og Postnord.

"Jeg synes, de peger i retning af, at postforligskredsen ønsker at "vaske tavlen ren", således at vi alle ser med friske øjne på, hvordan vi i fremtiden kan indrette postomdelingen på en tidssvarende måde," står der i transportministerens talepapir.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis