Det er uacceptabelt, at det i nogle tilfælde tager det offentlige 126 dage at behandle arbejdstilladelser, når virksomheder forsøger at trække højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark via beløbsordningen. Sådan lyder det fra flere partier, der kræver svar fra ministeren på området.
“Vi vil have ministeren i samråd om det her. Antallet af jobopslag er på højde med tiden før corona, og vi har brug for, at virksomhederne kan få kvalificeret arbejdskraft, så de kan bringe Danmark på fode igen. Det er helt uacceptabelt, at sagsbehandlingstiden er steget så voldsomt,” siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).
“Det er klart, at de servicemål, vi sætter, skal opfyldes
Mattias Tesfaye(S), udlændinge- og integrationsminister
Venstre vil have en forklaring på, hvorfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har så svært ved at overholde styrelsens egen målsætning om en sagsbehandlingstid på 30 dage.
“Jeg oplever det her som en åbenlys nedprioritering fra regeringens side af mulighederne for at få udenlandsk kvalificeret arbejdskraft,” siger Hans Andersen.
De Radikale er heller ikke tilfredse med den lange sagsbehandlingstid.
“Det her handler om virksomheder, der har fået bremset deres arbejdskraft, og det giver ikke nogen mening. Jeg må høre ministeren om, hvad der foregår, og så vil vi gøre opmærksom på, at for De Radikale er det ikke tilfredsstillende,” siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R).
Venstre vil have ministeren i samråd. Bakker I op om det?
“Ja, og det samråd ser jeg frem til at deltage i og få svar på, hvad der sker.”
Mads Andersen, der afløser Naser Khader som beskæftigelsesordfører for De Konservative, mener, at de lange sagsbehandlingstider skriger til himlen.
“Vi har ikke råd til, at arbejdskraften bremses af bureaukrati. Det koster for virksomhederne og det koster for Danmark,” siger han.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) erkender, at der er plads til forbedringer og påpeger, at de mål, Styrelsen for International Rekruttering og Integration har sat for sagsbehandlingstid, skal holdes.
“Jeg er meget ærgerlig over, at sagsbehandlingstiderne er steget. Stigningen skyldes blandt andet situationen omkring covid-19,” siger Mattias Tesfaye og fortsætter:
“Jeg kan forstå, at Siri arbejder hårdt på at komme sagspuklen til livs og få reduceret sagsbehandlingstiderne. Det er godt, for det er klart, at de servicemål, vi sætter, skal opfyldes. Det er vigtigt for dansk økonomi, at vi har en hurtig og smidig sagsbehandling, så virksomhederne har mulighed for at få den arbejdskraft, de har behov for.”